Sygehus skal renoveres for næsten 600 millioner kroner
Med byggeriet af to nye operationsstuer og udvidelse af en tredje tager Region Syddanmark nu hul på først del af en modernisering af Svendborg Sygehus, som samlet løber op i mere end en halv mia. kr.
Investeringerne skal gøre det sydfynske sygehus til et specialsygehus med styrkeposition inden for medicinsk udredning og planlagt kirurgi.
Det kræver en udvidelse af operationskapaciteten, og på regionsrådsmødet 27. februar 2023 godkendte et enigt regionsråd, at byggeriet kan gå i gang og satte retning for byggeplanerne.
Til etablering af de ovennævnte operationsstuer er afsat 28 mio. kr., og det nye center for planlagt kirurgi vil stå klar inden udgangen af 2024 – altså inden det nye supersygehus i Odense, Nyt OUH, åbner og bliver akutsygehus for hele Fyn.
Byggeri i 2026
Byggeriet af de nye operationsstuer er blot første skridt på vej mod Svendborg Sygehus’ fremtidige profil.
Der skal blandt andet etableres et nyt center for medicinsk udredning, en helt ny bygning til primært ambulante funktioner, et samlet moderne fødeafsnit og et større parkeringshus. Og så vil man omdanne 70 pct. af patientstuerne til ensengsstuer.
Planlægning og projektering af den forestående modernisering vil foregå fra 2023 til 2025, mens selve byggefasen og udførelsen skal ske i perioden 2026 til 2028. Den samlede pris på moderniseringen bliver skønsmæssigt cirka 564-585 mio. kr.
Det næste skridt i processen er at sætte gang i arbejdet med Generalplan II, der er den plan, som vil indeholde det endelige løsningsforslag for byggearbejdet, anlægsøkonomi og tidsplan for moderniseringen, der skal finde sted i de kommende år. Forud for de nye tiltag var der Generalplan I, som dækker en række renoveringer og lignende fra 2010 og frem.
Med i planerne er også at arbejde videre med køb af professionshøjskolen UCL’s bygninger, der ligger ved siden af Svendborg Sygehus. De tilkøbte bygninger skal blandt andet bruges til klinisk administration, forskning og undervisning af klinisk personale.