Nybyggeri skal skabe regionalt fyrtårn efter 30 års succes
Det længe ventede byggeri af Halkær Kro Mad & Kulturhus vest for Aalborg blev officielt skudt i gang sidste uge. Kroen skal udbygges betragteligt til at kunne rumme meget mere fællesskab, mad og økologi, og det blev markeret med første spadestikceremoni den 16. februar.
Det skriver Realdania, som sammen med Lokale og Anlægsfonden og Aalborg Kommune støtter projektet, i en pressemeddelelse
Mad- og Kulturhuset skal være et regionalt forankret fyrtårn for udvikling af økologisk madkultur, stærke sociale og faglige netværk og lokale fællesskaber. Det bygger på Halkær Kros 30-årige succes med at skabe nye tiltag, løfte lokalområdet og knytte tætte bånd.
Hovedentreprenør på projektet er Bjerregaard & Vigel Pedersen fra Nørresundby, fremgår det af databasen til overvågning af projekter og udbud, Projektagenten.
Arkitektfirmaet Kjaer & Richter er totalrådgiver, og Erasmus & Partnere er tilknyttet som teknisk rådgiver.
Etapevis udbygning
Den omfattende udbygning af Halkær Kro inkluderer blandt andet et større undervisningskøkken samt et udviklingskøkken for madiværksættere. Samtidig bliver Halkær Kros funktion som lokalt forsamlingshus styrket med tiltag, der gør det meget mere tilgængeligt. Kroen bliver også mere åben for spontane besøgende, som kommer forbi på den populære jernbanesti eller fra fjorden.
Med tilbygningen skal de lokale skoler dermed have et naturligt udgangspunkt for naturnære oplevelser, de cyklende får et indholdsrigt pitstop og de unge får nye muligheder for at dyrke mad, musik og fællesskab.
– Det nye Halkær Kro Mad & Kulturhus vil give rigtig gode muligheder for at føre traditionen for kultur, fællesskab og økologi videre i opdaterede rammer. Samtidig får mad-iværksættere nogle fantastiske muligheder – både på lokalt og regionalt plan. Vi glæder os til at se det færdige byggeprojekt, udtaler projektchef i Realdania, Laura Kristine Bjerre Munch.
– Vores erfaringer fra andre projekter, som bygger på et stærkt fællesskab, er, at det netop virker at få udviklet en forretningsmodel, der kombinerer frivillighed med indtægtsgivende virksomhed. Det er en vej til at skabe levedygtige, lokale mødesteder, fortsætter hun.
Ved af udføre den samlede til- og ombygning i to etaper kan Halkær Kro holde åbent og fortsætte alle aktiviteter i hele byggeperioden.
Den nye tilbygning forventes at stå færdig ved udgangen af 2023. Den eksisterende bygning ombygges i løbet af første halvår af 2024. Det samlede byggeprojekt forventes at være klar til indvielse i forbindelse med Halkær Festival, som afholdes den første weekend i juni 2024.