23948sdkhjf

Forsvarsansatte anklages for millionbestikkelse

To tidligere medarbejdere i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse anklages ved Retten i Holstebro for at have taget imod bestikkelse for 3 mio. kr.

Designermøbler, køkken, hårde hvidevarer og havemaskiner.

Det er nogle af de varer, som to tidligere medarbejdere i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse anklages for at have snydt sig til.

De to mænd anklages for at tage imod bestikkelse for samlet set tre millioner kroner i retssagen. Sagen stod til at blive indledt mandag i Retten i Holstebro, men er blevet udsat på grund af sygdom.

Den ene af mændene var ifølge anklageskriftet projektleder med ansvar for at godkende tilbud og fakturaer fra virksomheder, der var leverandører til Forsvaret.

Anklagemyndigheden mener, at han modtog bestikkelse til en samlet værdi af 2,9 millioner kroner.

Ifølge anklageskriftet var der tale om designermøbler for 1,5 millioner kroner. Herunder blandt andet Fritz Hansen-stole, Hans Wegner-spisebord og en PH Kogle-lampe i kobber.

Den anden af de tiltalte var ansat som kontorchef i ejendomsstyrelsen, og han anklages for at have modtaget bestikkelse for 125.000 kroner.

Anklagemyndighederne mener, at svindlen er foregået over årrække fra 2013 til 2019.

På anklagebænken sidder også tre andre mænd, der anklages for at have ydet bestikkelse.

Det kommer fra henholdsvis et elinstallationsfirma, en køkkenvirksomhed samt en malerforretning, der var leverandører til Forsvaret.

Anklagemyndigheden mener, at de udarbejdede fiktive fakturaer på varer, som de to forsvarsansatte uretmæssigt modtog.

Det var i sidste ende skatteborgerne, der kom til at betale regningen, siger advokaturchef Niels Kjærsgaard, National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).

- Det er alvorligt, når offentligt ansatte udnytter deres position til personlig vinding og tager imod bestikkelse.

- Det går ud over skatteyderne, der i sidste ende betaler regningen, og tilliden til de offentlige institutioner tager skade, udtalte advokaturchefen i en pressemeddelelse 27. september sidste år.

Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse kom i søgelyset, da Statsrevisorerne i 2019 satte fokus på manglende kontrol ved køb og betaling for varer og ydelser.

I december 2020 endte en straffesag ved Retten i Viborg med, at en tidligere medarbejder i styrelsen blev idømt to års fængsel for at modtage bestikkelse. En kollega blev idømt tre måneders betinget fængsel.

En afdelingsleder fra elinstallationsselskabet Kemp & Lauritzen blev idømt to og et halvt års fængsel i sagen for at have ydet bestikkelse.

I den aktuelle sag ved Retten i Holstebro ventes dommen ifølge den oprindelige tidsplan til maj.

/ritzau/

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.144