Nyt universitetshospital: Voldsomt dyrere, voldsomt forsinket
Tidligere på måneden kom det frem, at åbningen af det nye universitetshospital i Odense, Nyt OUH, ville blive både forsinket til potentielt 2026. Nu bekræfter Region Syddanmark forsinkelsen og sætter samtidig tal på ekstraregningen af det, der bliver Danmark største nybyggede sygehus.
Samlet ventes udgifterne at stige med mere end en halv milliard, fremgår det af en pressemeddelelse fra regionen.
Alle, der står med et byggeri, har oplevet prisstigninger som følge af inflationen og mangel på byggematerialer. De samme udfordringer står vi med i forhold til det nye universitetshospital. Regionsrådsformand i Region Syddanmark Stephanie Lose
Et enigt syddansk regionsråd godkendte torsdag aften en aftale mellem regionen og totalentreprenøren Odense Hospital Project Team (OHPT) om, at totalentreprenøren får udsat afleveringstidspunktet for den del af sygehuset, som de står for, med 12 måneder.
Krig og COVID
Hidtidig lød aftalen, OHPT skulle aflevere nøglerne til det nye OUH i perioden august 2023 til november 2023. Ifølge den nye aftale skal totalentreprenøren nu aflevere nøglerne til Region Syddanmark i perioden august til november 2024.
Hvad forsinkelsen betyder for, hvornår de første patienter kan behandles på det nye universitetshospital, er pt usikkert. Forventningen er dog, at det i bedste fald kan ske sidst i 2025 – og alternativt i foråret 2026.
Som forklaring lyder det fra regionen, at ”flere udefrakommende forhold som den generelle markedssituation, COVID-19 og krigen i Ukraine betyder også en merudgift for opførelsen af det nye universitetshospital.”
– Alle, der står med et byggeri, har oplevet prisstigninger som følge af inflationen og mangel på byggematerialer. De samme udfordringer står vi med i forhold til det nye universitetshospital, udtaler regionsrådsformand i Region Syddanmark Stephanie Lose (V) i pressemeddelelsen.
Trecifret millionkompensation til totalentreprenøren
Den høje inflation rammer også projektet, da den prisregulering, som budgetterne for sygehusbyggeriet løbende justeres med fra statens side, ikke følger den faktiske prisudvikling og udgifter.
Region Syddanmark forventer at få en merudgift på 310 mio. kr. som følge af dette.
Desuden indeholder aftalen mellem OHPT og regionen kompensation til totalentreprenøren på 177 mio. kr. for ekstra udgifter, som skyldes udefrakommende forhold. Hertil kommer blandt andet ekstraudgifter til byggestrøm på grund af højere energipriser.
Samlet set vurderer regionen, at udgifterne til udefrakommende forhold udgør 542 mio. kr.
Vil have aftale med ministeren
Region Syddanmark understreger dog, at projektet holder sig inden for kvalitetsfondsprojektets økonomiske ramme på 8,6 mia. kr., vel at mærke når det gælder alle de forhold, som regionen kan påvirke.
Som ved de andre kvalitetsfondsprojekter fik det nye OUH i sin tid udstukket en fast økonomisk ramme af regeringen, som ikke må overskrides.
Når det gælder merudgifter, som skyldes de udefrakommende forhold som COVID-19 og krig, arbejdes der på, at de bliver finansieret uden for kvalitetsfondsprojektets økonomiske ramme.
Regeringen har i økonomiaftalen for 2023 åbnet for, at ekstraordinære udfordringer i konkrete projekter kan tages op med Sundhedsministeriet. Derfor arbejder Region Syddanmark på en endelig afklaring af finansiering af merudgifterne, når den nye regering har tid til at drøfte dette.
- Vi tager ansvar for alt det, vi har indflydelse på, men der er begivenheder i verden, vi ikke er herrer over. Vi håber – og tror på – at vi kan få en aftale med den nye sundhedsminister om at dække udgifterne til udefrakommende forhold uden for kvalitetsfondsrammen, siger formanden for Region Syddanmarks udvalg for byggeri, indkøb og grøn omstilling, Karsten Uno Petersen (S).