186 mio. kr. til anlæg i Holbæk
Budgetaftalen er faldet på plads i Holbæk. Byrådet er enige om et budget med 186 mio. kr. til nye anlæg.
På anlægsområdet er har det været muligt at fremrykke den 14,5 mio. kr. dyre renovering af Engskovskolen til 2013 fra 2014. Det skyldes, at kommunen har fået lånedispensation på 14,5 mio. kr.
På baggrund af fremrykkelsen af renoveringen af Engskovsskolen samt omdisponering af beløb afsat til renovering af veje, haller har det været muligt at afsætte mellem 14 og 15 mio. kr. i årene 2014-2016 til Holbæk Arena.
Arenaprojekt sætter markant aftryk i budgettet
Arena Holbæk, der er blandt kommunens syv pejlemærker, betragtes af kommunen som en satsning, hvor man går nye veje for at skabe prima faciliteter og dermed bedre muligheder for at øge antallet af tilbud for forskellige former for motion.
Der afsættes således i første omgang 5 mio. kr. i 2013, 15,3 mio. kr. i 2014, 14,3 mio. kr. i 2015 og 14,0 mio. kr. i 2016, så arbejdet med projektet rigtig kan sættes i gang.
Læs også: Store arena-planer i Holbæk .
Turbo på solceller
Et andet af de syv kommunale pejlemærker, der tilføres midler med budgetforliget, er solceller som energiforsyning af kommunens bygninger.
Området betragtes som en teknologisk investering, som på sigt vil give luft i budgettet. Allerede i 2012 sættes yderligere turbo på indførelse af solceller med videre på kommunens bygninger.
Der skal i 2012 udarbejdes konkrete forslag med det mål, at yderligere 48 mio. kr. til solceller og yderligere energirenovering kan gennemføres snarest muligt.
Budgetaftalen er indgået mellem Venstre, Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Det Radikale Venstre, Liberal Alliance og løsgængeren Jens MunchSteensgaard.