23948sdkhjf

Sund & Bælt dropper kritiseret udbud om kattegatforbindelse

Selskab satte aftale om konsulentydelser i udbud uden at informere transportminister. Udbud trækkes tilbage.

Sund & Bælt har valgt at trække et udbud tilbage, der skulle sikre rådgivere til at undersøge en bro over Kattegat.

Det oplyser Sund & Bælt i en pressemeddelelse onsdag.

Det statsejede selskab satte udbuddet om en rammeaftale om konsulentydelser til Kattegat-forbindelsen i gang, uden at politikerne - herunder transportminister Trine Bramsen (S) - fik besked.

Den fremgangsmåde har mødt kritik. Trine Bramsen har ifølge DR sagt, at hun er overrasket over, at der er kommet et udbud.

Sund & Bælt henviser i sin pressemeddelelse til, at "udbuddet har givet anledning til debat". Udbuddet bliver derfor droppet "for at undgå misforståelser", lyder det.

Det er trukket tilbage, indtil der eventuelt foreligger en politisk aftale om at gennemføre yderligere undersøgelser af en Kattegat-forbindelse.

Tidligere i år blev resultatet af en forundersøgelse af en fast forbindelse over Kattegat fremlagt.

Det fik transportministeren til den 15. juni at udsende en pressemeddelelse med besked om, at forundersøgelsen ikke gav grundlag for at sætte gang i projektet.

- Således vil der ikke blive iværksat konkrete anlægsaktiviteter. Der er politisk opbakning til videre drøftelse af igangsættelse af yderligere undersøgelser af klima- og miljøkonsekvenser, lød det fra Trine Bramsen.

Det stod i forsommeren ifølge Politiken ikke klart, præcis hvilke forhold politikerne ville have undersøgt nærmere. Avisen skriver, at både SF og De Radikale siden har meldt sig som modstandere af projektet.

Transportministeriet vil over for Politiken ikke oplyse, i hvilket omfang ministeriets embedsmænd har koordineret udbuddet med Sund & Bælt.

Ministeriet har "ikke været inde over" formuleringen af selve udbuddet. Det oplyser det statslige selskab til Politiken.

Det er vurderingen, at en bro over Kattegat vil koste cirka 110 milliarder kroner. Det vil gøre broen til det største byggeprojekt i nyere danmarkshistorie.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078