23948sdkhjf

NCC renoverer Henning Larsen-tegnet kontorbygning: ”Vi har travlt”

Der er stor aktivitet i en kontorbygning i Strandgade 3 ved Københavns Inderhavn.

De Henning Larsen-tegnede og prisvindende kontorbygninger ved havnekajen på Christianshavn stod færdige i 2000, og nu er et hold fra NCC’s renoveringsenhed i fuld gang med at renovere de mange kvadratmeter for ATP Ejendomme, så kontoret står klar til medarbejderne i IT-firmaet Netcompany, som flytter ind i foråret 2023.

Det skriver NCC i en pressemeddelelse.

Ifølge Karina Mary Andersen, projektleder i NCC’s renoveringsenhed skal det løbes stærkt for at nå deadline:

– Vi har travlt, for vi skal renovere bygningen på mindre end et år, fortæller Karina Mary Andersen i pressemeddelelsen og fortsætter:

– Selvom bygningen er i bedre stand end de fleste renoveringsprojekter, jeg har arbejdet med, så er der meget at gøre. En stram tidsplan kræver, at alle parter præsterer i en høj kvalitet, og derfor er der ekstra stort fokus på et godt samarbejde hele vejen rundt om projektet.

Henning Larsen Architects-tegnet ejendomskompleks på Christiansbro

Det præmierede ejendomskompleks på Christiansbro er tegnet af Henning Larsen Architects som hovedkvarter for Nordea Bank. Bygningen stod færdig i 2000, og det var dengang NCC, der stod for opførelsen af råhuset.

Ejendommene er opført på en del af den grund, der i over 150 år husede B&W’s maskinfabrik. Med rene linjer og et gennemtænkt udtryk, fremstår de massivt i dagslys og transparent, når mørket falder på. 

Lejemålet er en del af et samlet kompleks på 67.500 kvm, og det er nabo til hotellet NH Collection Copenhagen, som slog dørene op den 1. september 2021 og hvor renoveringen har opnået en DGNB guldcertificering.

NCC

Det 24.000 kvm store projekt skrider planmæssigt frem i samarbejde med Cubic og rådgiverne Erik Arkitekter, Rambøll Danmark og Sweco.

Alle overflader renoveres, og alle tekniske installationer udskiftes. Mange elementer kan desuden genanvendes direkte såsom, trægulve, massive stålpaneler, loftplader og dørhåndtag.

Begyndte oppefra og arbejder sig ned

Det er Tscherning, der står for nedrivningen, og som også har opgaven med at finde nye bruger til de gamle tekøkkener, og garderobeskabe. Også en del af det gamle industrikøkken og nogle af elinstallationerne fra serverrummet har fundet vej til direkte genbrug.

– Vi begyndte oppefra og arbejder os ned gennem bygningen, så holdet fra NCC kan følge efter. De følger jo en stram tidsplan, fortæller Peter Stendal, projektleder fra Tscherning.

Kontorbygningen på Strandgade 3 er født med et smukt stavparket af egetræ, som af nedriverne fra Tscherning optages bræt for bræt og kvalitetskontrolleres, så det kan lægges igen.

– Gulvene af egetræsparket er en historie for sig, for de skal genbruges. Hvor vi normalt ville skære dem i 1 kvm store felter, så de nemt kan stables og bæres ud af bygningen. I stedet skal vi tage alle skruer ud og løsne hvert enkelt bræt for sig. Det er en tidskrævende opgave, siger Peter Stendal.

Op til 80 pct. af brædderne fra gulvene vurderes at blive genanvendt.

Projektet har udpeget et rum, hvor der udføres en mockup af det nye gulv med undergulv og lægning af det genbrugte parket. Det er ikke hele huset, der skal have trægulv, så selvom ikke alle brædder kan genbruges, er der træ nok. De overskydende brædder fra Strandgade 3 vil ATP Ejendomme bruge i deres nye kontor på H.C. Andersens Boulevard.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.161