Gode byrum giver nyt liv
Rådgivere, kommuner, boligselskaber og beboergrupper kan hente inspiration i et nyt katalog, der viser 66 udvalgte eksempler på gode pladser og byrum.
Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter har nu samlet et billedrigt inspirationskatalog med 66 udvalgte eksempler på gode pladser og byrum. Mange af de nyindrettede byrum er støttet med ministeriets midler til områdefornyelse.
Inspirationskataloget viser hvordan store og små tiltag bidrager til at skabe identitet og liv i byrummene. Med nye spændende materialer, arkitektoniske elementer, møbler, effekter, detaljer, beplantning og farver kan det lykkedes at forvandle nedslidte og mennesketomme pladser til nye rammer for liv, motion og møder.
- Det glæder mig at se, at kommunerne bruger de offentlige byrum som katalysator for udvikling af både de store og mindre byer. Og det er jo netop det, områdefornyelse kan. Kommunerne og borgerne kan sammen bruge områdefornyelsen strategisk til at skabe nyt liv, udvikling og møde mellem mennesker. Derfor håber jeg, at det spændende, nye katalog kan inspirere andre til at finde gode løsninger i deres egne lokalområder, siger Carsten Hansen (S), minister for By, Bolig og Landdistrikter
Et vigtigt indsatsområde for Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter er områdefornyelse. Områdefornyelsen kan bruges strategisk til at skabe attraktive byrum, der skaber identitet og liv.
Inspirationskataloget henvender sig til alle, der er involveret i beslutnings- og planlægningsprocesser i forbindelse med fornyelse af byens rum. Det kan være kommuner, boligselskaber, beboergrupper og rådgivere.
Find kataloget fra Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter her