Fornyelse og forskønnelse i Botanisk Have
Botanisk Have i København har siden 2009 gennemgået en forvandling og fremstår nu smukkere og mere indbydende end nogensinde før.
Den nyrenoverede have indvies officielt i dag kl. 14. Indvielsen finder sted ved Palmehuset i Botanisk Have.
Botanisk Have er i forbindelse med haverenoveringen gjort mere publikumsvenlig og udvidet med 10.000 m² idet Observatoriehøjen, som er indre bys højeste punkt, er blevet inddraget i haven. Alle stier er blevet istandsat, og Botanisk Have har bl.a. fået flere rekreative områder, nye vandingsanlæg, formidlingsdrivhuse og en lille træbrygge ved søen.
En have til mange formål
Renoveringen er udført i tråd med H.A. Flindts oprindelige haveplan fra 1874 og med stor respekt for stedets særlige væsen.
Bag renoveringen står landskabsarkitekt Jens Hendeliowitz, der bl.a. er kendt for istandsættelserne af slotshaverne ved Fredensborg og Frederiksborg samt Kongens Have i København.
- Botanisk Have er en grøn oase til fred og fordybelse, hvor man kan nyde den særlige stemning og udvide sin viden om planteriget. Med istandsættelsen af haven får planterne de bedste betingelser for at leve og gro, og gæsterne får en mere imødekommende have, der tilbyder en pause i smukke omgivelser midt i den travle by, siger Morten Meldgaard, direktør for Statens Naturhistoriske Museum.
Botanisk Have, der også er en del af Københavns Universitet, fungerer til dagligt som en formidlings-, undervisnings- og forskningshave og er med sine ca. 9.000 forskellige plantearter Danmarks største levende plantesamling.