Modulproducent skaber gode og bæredygtige arbejdspladser
Bæredygtighed er mere i fokus end nogensinde, og hos Mobilhouse gør de, hvad de kan for hele tiden at innovere og videreudvikle deres bæredygtige tilgang til markedet. To af deres nyeste tiltag til opførelsen af fleksibelt byggeri er skruefundamentet samt solcelleanlæg monteret på toppen af modulerne.
Mobilhouses første solcelleanlæg er netop bestilt og skal etableres på deres nye opførte kontorfaciliteter hos Fertin Pharma i Vejle, der ud over solcelleanlægget også har fået modulerne opført på skruefundament frem for det traditionelle stribefundament.
“For os var det en dannelsesrejse, da vi først kom i kontakt med Mobilhouse kontra andre leverandører i forhold til, hvor meget de hos Mobilhouse har gjort ud af det her,” siger Michael Thomsen, CFO hos Fertin Pharma.
Skruefundamenter giver CO2-besparelse på 76 %
Fertin Pharma har udvidet deres kontorfaciliteter med 1.728 kvadratmeter fordelt på to bygninger bestående af i alt 36 af de nye rummelige Maksimum moduler fra Mobilhouse. At modulerne er placeret på skruefundament frem for det traditionelle stribefundament har givet en CO2-besparelse på 76 %. - svarende til 301,5 tons CO2.
”Vi har ikke været bevidste om mulighederne ved fleksibelt byggeri, før vi kom i dialog med Mobilhouse. Og der blev det klart, at Mobilhouse er langt længere fremme i de tanker end alle andre er, hvilket passer som fod i hose med den grønne agenda, der kører i vores virksomhed,” påpeger Michael Thomsen.
På toppen af det færdige byggeri monteres 216 solceller, der hvert år vil producere 76 MWh og dermed skabe en besparelse på 12,62 tons CO2, hvilket svarer til 580 plantede træer om året.
”Da muligheden bød sig for at få solceller monteret på bygningerne, var det bare indlysende i de her dage. At nedbringe vores CO2-aftryk er jo det, vi alle sammen arbejder på, så derfor var det nærmest en no-brainer at gå den vej med byggeriet,” siger Michael Thomsen.
Fakta om funderingen
- Stribefundament erstattet af 432 skruer
- Type: BAYO.S PRM 76 x 5,0 x 2050/ 2-6 meter
- Grundplan for de to bygninger: 1.152 m2
- Brugt: 22,1 tons stål – BAYO.S skruer
- Sparet: 2.342,6 tons armeret beton
- Besparelse i CO2: 76 %. - 301,5 tons CO2
Med mere end 60 års erfaring fra branchen er Mobilhouse en af landets førende og mest kompetente virksomheder inden for opbygning af opførelse af midlertidigt byggeri.
Fra oprindeligt at være en ren skurvognsproducent til byggebranchen producerer, sælger og udlejer virksomheden i dag mange forskellige typer flytbare enheder, herunder særligt pavilloner, der kan bruges til bl.a. kontorer, institutioner, genhusning og skurvogne til byggepladser.
Vi holder en høj standard og producerer selv vores moduler, så kunderne kan være sikre på at alt, hvad vi leverer, er i orden – både ved køb og leje.