23948sdkhjf

Skræddersyede krav til broer og tunneler - bliver del af udbuds- og projekteringsgrundlag

Danmark består af halvøen Jylland og intet mindre end 443 navngivne småøer, holme og øer, som ofte er forbundne med fastlandet eller større øer takket være broer eller tunneler støbt i beton. Nu står nye, strengere regler for bygværkerne i beton for døren.

Vejdirektoratet indført nye projekteringsgrundlag, der betyder, at entreprenører og leverandører, som byder på projekter for styrelsen og staten i øvrigt, skal leve op til en række nye krav. For eksempel at designoptimere konstruktionerne, skrue op for brugen af mindre CO2-belastende materialer og anvendelse af genbrugsmaterialer, hvor det giver bedst mening i CO2-regnskabet.

Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Gevinsten for klimaet vil være betydelig, og når de nye krav er fuldt implementeret, vil et nyt byggeprojekt - sammenlignet med et tilsvarende byggeprojekt fra 1990 – udlede op til 60 pct. mindre CO2.

– Lige nu opererer vi med en CO2-besparelse på 60 pct., men der er stadig knapper, vi kan skrue på, og vores mål er derfor, at vi skal helt op på 70 pct., siger afdelingsleder Lene Højris Jensen, Vejdirektoratet, i pressemeddelelsen.

Skræddersyr bygværker

Lige nu og her er det først og fremmest Vejdirektoratets nye krav til optimering af geometrien, der giver en besparelse på klimakontoen.

Det betyder, at der fremadrettet bliver brugt mindre beton per kvadratmeter bygværk. Hvor man de sidste mange årtier har bygget ud fra en ”one size fits all”-tankegang, så vil hvert eneste bygværks projektering fra nu af blive skræddersyet ud fra et ønske om, at der skal indgå så lidt beton som muligt i bygværket.

– Vi kommer til at se, at det her kan nedbringe CO2-udledningen med en tredjedel – og det endda uden at vi går på kompromis med bygværkets kvalitet og levetid, udtaler afdelingsleder Lene Højris Jensen og fortsætter:

– Det siger sig selv, at alle bygværker er forskellige, men vi har tidligere kørt ud fra devisen om, at man kan bruge det samme grunddesign. Det kan man også godt, men man opnår langt større klimagevinster, når man skræddersyr løsningerne, så de passer til det enkelte projekt.

Vejdirektoratet vil også stille krav om at bruge en større mængde restprodukter såsom flyveaske i den beton, der skal bruges til bygværkerne.

Endelig er der også en mindre CO2-besparelse at hente i autoværn, rækværker og andre stålkonstruktioner, hvor der nu vil blive stillet krav om, at armeringen i betonkonstruktioner skal være fremstillet af genbrugsstål. Det vil kunne give en CO2-besparelse på omkring 5 pct.

Blive krav i udbuds- og projekteringsgrundlag

Det nye projekteringsgrundlag rulles allerede nu ud i forbindelse med Vejdirektoratets store infrastrukturprojekter som for eksempel udvidelsen af Hillerødmotorvejen, Kalundborgmotorvejens forlængelse og udvidelsen af E45, som alle er en del af ”Infrastrukturplan 2035”.

Afdelingsleder Lene Højris Jensen siger:

– De nye krav bliver en del af udbuds- og projekteringsgrundlagene, og i Vejdirektoratet vil vi sikre, at der bliver projekteret efter vejreglerne. Fremtidens broer og tunneler kommer vi ikke uden om, når vi skal binde Danmark endnu bedre sammen, men de skal bygges, så de slider mindst muligt på miljø og klima, udtaler Lene Højris Jensen.

– Og man behøver ikke være nervøs for, at de er mere skrøbelige, når vi bruger mindre beton. Bygværkerne skal nemlig fortsat leve op til kravene til bæreevne, holdbarhed og levetid, og de bliver bygget efter de europæiske Eurocodes-standarder for styrkeberegning af bygværker, påpeger hun også.

Eurocodes er de europæiske normer for dimensionering og opførelse af bygværker. Alle Vejdirektoratets bygværker lever i dag op til Eurocodes-standarderne.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094