23948sdkhjf

Cowi får ny adm. direktør

Jens Højgaard Christoffersen overtager posten efter Lars-Peter Søbye

1. oktober overtager Jens Højgaard Christoffersen posten som Group CEO i den rådgivende ingeniørvirksomhed Cowi efter Lars-Peter Søbye, der har valgt at træde tilbage.

Det er et toptrimmet Cowi, som Jens Højgaard Christoffersen får det overordnede ansvar for, når han den 1. oktober tiltræder som adm. direktør, lyder det i en pressemeddelelse.

 Hidtil har han været medlem af koncerndirektionen med ansvar for salg, kunder og forretningsudvikling.

- Med en ny vision, nye værdier og en ny fremtidsorienteret vækststrategi er Cowi i år blevet revitaliseret. Disse initiativer er nu ved at bundfælde sig i organisationen, og det ses allerede på resultaterne, der viser markant fremgang i første halvår, udtaler Jukka Pertola, bestyrelsesformand for Cowi, i pressemeddelsen.

Han fortsætter: 

- Med Future-Now, vores nye strategi, fremstår Cowi som en strømlinet virksomhed og som en ledende profil inden for den grønne omstilling. Det er derfor det helt rigtige tidspunkt for Lars-Peter at give stafetten videre, og især til Jens Højgaard Christoffersen, som er en visionær og kundeorienteret Cowi-mand helt ind i sjælen. Med Jens og vores stærke direktion ved roret er Cowi sikret både kontinuitet og fornyelse, der bygger videre på Cowis værdier og kultur.

Stolt over muligheden

Jens Højgaard Christoffersen tilføjer: 

- Jeg er naturligvis stolt over at få muligheden for at stå i spidsen for Cowi, men samtidig også meget ydmyg. Cowi har en vigtig rolle i at rådgive vores kunder om, hvordan de kommer hurtigt og sikkert gennem den grønne omstilling, og dermed sikre, at vores verden bliver mere bæredygtig. Denne transformation af samfundet kan kun ske i et samarbejde med kunder, partnere og offentlige myndigheder. Det kræver lydhørhed, tillid og mod at nå i mål i tide med den grønne omstilling, og jeg vil gøre mit for, at Cowi fortsat bidrager konstruktivt til det.”

Ny rolle til Søbye

Lars-Peter Søbye har arbejdet 36 år i Cowi, heraf de seneste 14 år som CEO. Han har valgt at træde tilbage for at hellige sig bestyrelsesarbejde og for at få mere tid med familien.

- Man skal som sagt stoppe, mens legen er god, og det er nu for mig. Vi har lanceret en ny strategi, som medarbejdere og kunder har taget til sig. Det gør mig superstolt at have fået lov til at være en del af en virksomhed med en så vigtig vision, og som udfører så vigtigt et arbejde i samfundet og i verden – sammen med engagerede og kompetente kolleger, siger Lars-Peter Søbye og fortsætter.

- De økonomiske resultater er rekordhøje, og vi er først lige gået i gang med den grønne omstilling. Så ved at lade Jens tage over nu, er der stadig mulighed for, at han og ledelsesholdet kan justere forretningen og planerne.”

Han vil i det kommende år fungere som særlig rådgiver for direktionen samt hjælpe med at færdiggøre udvalgte opgaver.

Ny direktion

Cowis koncerndirektion vil fra 1. oktober bestå af Jens Højgaard Christoffersen (Group CEO), Natalie Shaverdian Riise-Knudsen (Group CFO) og Rasmus Ødum (Group COO). Derudover skal der findes en afløser, der kan overtage Jens’ Højgaard Christoffersens nuværende plads i direktionen.

Jens Højgaard Christoffersen

Jens Højgaard Christoffersen (53) har været ansat i Cowi siden 1995, og han har været medlem af direktionen siden januar 2020 som Group Chief Business Development Officer. I denne rolle beskæftiger han sig primært med kundeoplevelsen, innovation og digitalisering samt Cowi-koncernens salgsaktiviteter.

Igennem årene har Jens Højgaard Christoffersen ledet projekter og organisationer i Danmark og i udlandet. Den røde tråd i hans karriere i Cowi har været at kæde kundens ambitioner sammen med de rette personer og den rette teknologi for at understøtte realiseringen af de ønskede fordele for kunden og samfundet.

Han har en ph.d. fra Danmarks Tekniske Universitet og en HD i finansiering fra Copenhagen Business School.

Lars-Peter Søbye

Lars-Peter Søbye (62) er uddannet civilingeniør fra Aalborg Universitet (1985) og kom til Cowi i 1986. Han har siden 2008 været Group CEO for Cowi-koncernen. Han kom i direktionen allerede i 2005 efter at have besat diverse lederstillinger i ind- og udland.

Desuden har Lars-Peter Søbye været formand for Dansk Industri siden 2017, men han genopstiller ikke, når der er valg til formandsposten i oktober 2022. Han var også formand for Bloxhub fra 2016 til 2022.

Lars-Peter Søbye blev i 2019 tildelt ordenen Ridder af Dannebrog.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11