Vil du vide mere om fremtidens bæredygtige byggeri?
Et gratis seminar stiller skarpt på kravene til bæredygtigt erhvervsbyggeri. Målgruppen er indkøbere, bygherrer, håndværksmestre og underleverandører.
Som bygherre eller håndværksmester vil der derfor blive stillet flere krav til dine produkter og ydelser i fremtiden, fordi flere og flere vælger at lade deres byggeri certificere.
Forum for Bæredygtige Indkøb afholder seminar den 6. september, hvor alle interesserede får mulighed for at blive klogere på fremtidens krav og et indblik i, hvad der skal til for at blive klar til udfordringerne.
På seminaret vil der blandt andet være oplæg fra en af Danmarks første DGNB-auditører, Carina Svejstrup Hedevang. Carina arbejder i Rambøll og blev uddannet hos DGNB Denmark i 2011. Hun vil præsentere den tyske certificeringsordning for bæredygtigt byggeri DGNB og fortælle om de spørgsmål, der indgår i en DGNB-audit og den dokumentation, der skal indgå. Frank Skov Jensen, Property Development Manager i NCC vil uddybe med sine erfaringer fra DGNB-audits.
Seminaret sætter desuden fokus på trævarer. Tanja Blindbæk Olsen, faglig sekretær i PEFC Danmark, som vil fortælle om deres certificeringsordning, dens formål og potentialer. Morten Brodde, sekretariatsleder i FSC Danmark vil fortælle om FSC's certificeringsordning, dens krav til dokumentation, og hvordan en audit foregår.
Heidi Bugge, som er konsulent hos Miljømærkning Danmark, slutter seminaret af med et oplæg om kravene til Svanemærket byggeri og miljømærkede byggeprodukter.