Ekstraregning på hospitalsbyggeri lander på en kvart milliard kroner
Der skal endnu flere penge op af lommen for at dække udgifterne til Nyt Hospital Herlev.
Det slår den seneste kvartalsrapport for byggeriet fast, skriver Licitationen – Byggeriets Dagblad.
Ifølge kvartalsrapporten er den forventede ekstraregning vokset til mellem 240 og 372 mio. kr.
Det store spænd dækker over det såkaldte bedste og værste scenarie, og ifølge vicedirektør i Region Hovedstadens Center for Ejendomme, Ole Kristian Bottheim, er den klare forventning, at regningen bliver på de 240 mio. kr.
Det er en opjustering i forhold til den forventede budgetoverskridelse på mellem 190 og 335 mio. kr..
Det trecifrede millionbeløb kommer oveni det oprindelige budget på godt 2,3 mia. kr. og den indregnede buffer på cirka 15 pct. af totalrammen
- Den tidligere prognose lød på 190 mio. kr. over budget, som nu er opjusteret til de 240 mio. kr. De ekstra 50 mio. kr. skyldes ene og alene udbedring på spildevandsinstallationer, siger Ole Kristian Bottheim til Licitationen.
Bag installationerne står spanske Inabensa, der blev fyret som entreprenør på Nyt Hospital Herlev i oktober 2020. Selskabet er også tidligere blevet anklaget for fejl, som Inabensas moderselskab Abengoa løbende har afvist, ligesom de afviser at være skyld i rørfejlene.
- Som vi har fremført ved andre lejligheder, udtrykker Inabensa Danmark sin fuldstændige uenighed i sådanne udtalelser og insisterer på, at virksomheden ikke er ansvarlig for eventuelle fejl/lækager, som projektet har lidt, lyder det i et mailsvar fra Abengoas presseafdeling til Licitationen.
- Som tidligere nævnt skal vi understrege, at projektet siden starten har været fyldt med forhindringer og manglende koordinering, som har fremkaldt forstyrrelser, forsinkelser og budgetskalering, som ikke skyldes Inabensa, men som faktisk har forårsaget virksomheden enorme økonomiske skader, fortsættes det.
Der kører nu en voldgiftssag, og ekstraregningen på Nyt Hospital Herlev bliver en del af regionens krav mod Inabensa, fortæller Ole Kristian Bottheim. Også Inabensa har rettet krav mod regionen.
Oprindeligt skulle indflytning være sket i marts 2019. Siden blev indflytning opdelt i to faser, hvor anden del er blevet rykket grundet fejlene på afløbsinstallationerne. Det gælder nu til september.