Nyt bykvarter på Tretornområdet
Arkitema Architects har sendt en projektidé om opførelsen af en strandby i Tretornområdet til Helsingør Kommune.

Kronborg Strandby har tre typer huse: strandvillaen, strandhusene og byhusene med variationsmuligheder indenfor hver type. (Visualisering: Arkitema)
Kronborg Strandby tager navn og form efter sine omgivelser. Projektet, der placeres hvor den gamle gummifabrik lå, skal være med til at tilføre noget nyt og identitetsbærende til Helsingør.
Husene i projektet er inddelt i tre forskellige typer. Byhusene er de højeste hustyper i op til seks etager, og er tænkt som etageboliger med udsigt og beskyttet ophold på indeliggende terrasser eller altaner, men er også velegnet til erhverv i kraft af deres størrelse og beliggenheden primært mod byen.
Kræver ændringer
Det er imidlertid ikke i overensstemmelse med kommuneplanens rammer, idet det afviger fra bebyggelsesprocenten, etageantallet og anvendelsen. Derfor skal der iværksættes en for-offentlighedsproces med henblik på, at der kan udarbejdes et kommuneplantillæg.
Som led i processen præsenteres projektet af Arkitema og Center for Kultur, Plan og Erhverv for offentligheden den 28. juni 2012 på Kulturværftet.