23948sdkhjf

Sømandsskole rejser sig ved det Sydfynske Øhav

Fremtidens maritime læringsinstitution, det C.F. Møller-tegnede nye Simac, rejser sig på havnen i Svendborg.

Næste år skal de 12.500 kvm stå klar som maritimt uddannelses- og videnscenter med til 1.000 studerende, og 5. april fejrede 300 gæster, at byggeriet har fået krans på toppen.

Rejsegildet foregik i bygningens centrale atrium som et festligt arrangement for både håndværkerne, de studerende og underviserne på Simac samt repræsentanter for byen og de fonde, der har været med til at muliggøre byggeriet.

Det nye Simac i tal

  • Det ny Simac bliver på 12.500 kvm brutto og får plads til 1.000 studerende. 
  • Fællesarealer udgør 1.880 kvm. Herunder Campustorvet, Open Learning Center og Student Service Area. 
  • Undervisningsarealer udgør 6.585 kvm. Herunder undervisningslokaler i forskellige størrelser, to auditorier, en række forskellige laboratorier/værksteder samt simulatorcenter med virtuelle læringsmiljøer. 
  • Administration udgør 320 kvm med kontorer og mødelokaler til ledelse og administration. 
  • Teknisk service udgør 1.215 kvm. Herunder teknikrum, vaskerum, depoter og servicefaciliteter fordelt i bygningen.

Det skriver SMUC Fonden i en pressemeddelelse.

Som Licitationen - Byggeriets Dagblad tidligere har beskrevet, er det MT Højgaard Danmark, der er hovedentreprenør på projektet, der er tegnet af C.F. Møller Architects og Effekt med C.F. Møller Architects som arkitektrådgiver og ingeniørfirma Moe som ingeniørrådgiver, bygherrerådgiver er VITA Ingeniører .

Bygherren, SMUC Fonden, bød velkommen og takkede de mange, der har stået fadder til det imponerende læringshus, der rejser sig ved vandet i Svendborg.

Håndværkerne blev takket for flot arbejde og for at tage imod besøg på en sikker arbejdsplads, som har været forskånet for alvorlige ulykker. 

– Vi er stolte over at være kommet så langt, at vi kan invitere flere hundrede mennesker indenfor under tag. Tak til alle, der står bag realiseringen af projektet og arbejder koncentreret for at færdiggøre byggeriet. På sin vis er rejsegildet en anledning til at glæde sig endnu mere til om godt et år, hvor bygningen bliver indtaget af de studerende som en levende, maritim myretue. Midt i byen. Midt i havnen, udtaler bestyrelsesformand Frederik Ejlers, SMUC Fonden, ifølge pressemeddelelsen.

Tidsplan: 

  • Maj 2018: Arkitektkonkurrencen bliver udskrevet. 
  • Februar 2019: Vinder af arkitektkonkurrencen bliver offentliggjort. 
  • 2019-2020: Projektering, lokalplaner og byggetilladelser. 
  • Dec. 2020-2023: Entrepriseudbud og byggeri. 
  • 2023: Færdigt projekt.

Store fondsdonationer

Byggesummen er på 200 mio. kr., mens det samlede projekt har et finansieringsbehov på 310 mio. kr. 

Det ny Simac bliver opført af den private erhvervsdrivende fond: Fonden Svendborg Maritime Uddannelsescenter (SMUC).

Projektet er blandt andet muliggjort takket være en betydelig donation på 100 mio. kr. fra Den A.P. Møllerske Støttefond og en donation på 10 mio. kr. fra Dampskibsselskabet Orient’s Fond. Hertil kommer yderligere donationer fra blandt andet Den Danske Maritime Fond, Lauritzen Fonden, Sydfyns Elforsynings Almennyttige Fond og Sydfyenske Dampskibsselskabs Fond.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157