Spar penge på jeres næste arbejdsmiljøprojekt
Stramme deadlines, udfordringer med sikkerheden på byggepladsen, dårlige arbejdsstillinger, støj eller dårligt indeklima på værkstedet er nogle af årsagerne til, at arbejdsmiljøet hos virksomheder i bygge- og anlægsbranchen kan være udfordret.
Et dårligt arbejdsmiljø fører ofte til sygemeldinger, og for meget fravær kan hurtigt blive en bekostelig affære. Derfor er der god grund til, at din virksomhed investerer i både det fysiske og psykiske arbejdsmiljø.
Men vidste du, at virksomheder med op til 100 ansatte kan søge økonomisk tilskud fra Arbejdsmiljøpuljen, hvis I overvejer at sætte gang i et nyt arbejdsmiljøprojekt?
Puljen indeholder hele 105 mio. kr. årligt til uddeling frem til udgangen af 2023. Den administreres af Arbejdstilsynet, og I kan søge tilskud til projekter inden for ét af fem indsatsområder:
- Autoriseret arbejdsmiljørådgivning med henblik på at forebygge fysisk eller psykisk nedslidning hos de ansatte eller at forebygge, at de ansatte kommer ud for arbejdsulykker.
- Sundhedsfremme for dine ansatte i form af fysisk træning, fx styrketræning eller et forløb med en personlig træner eller fysioterapeut
- Afprøvning af tekniske hjælpemidler i driften, som kan forbedre det ergonomiske arbejdsmiljø eller reducere risikoen for arbejdsulykker, fx leje, afprøvning og konsulenthjælp til introduktion af tekniske hjælpemidler eller løftegrej
- Rådgivning om og afprøvning af hjælpemidler, der styrker forebyggelsen af kemiske påvirkninger, støv og eksem fra vådt arbejde
- Rådgivning om dæmpning af høreskadende støj.
Din virksomhed kan få tilskud til 80 procent af udgifterne i en ny arbejdsmiljøindsats, dog maksimalt 500.000 kr. pr. projekt. Der ydes ikke tilskud til projekter, der har til formål at opfylde et gældende påbud fra Arbejdstilsynet.
På Arbejdstilsynets hjemmeside kan du læse mere om, hvordan din virksomhed søger tilskud fra Arbejdsmiljøpuljen.