Energirenoveringer godt fra start
300 boligejere i Ringkøbing-Skjern Kommune har fået lavet en plan for energirenoveringer af deres hus og 21 boligejere har gennemført renoveringerne.
300 af kommunens boligejere har sagt ’ja tak’ til at få udarbejdet en energirenoveringsplan for boligen. En del af dem har allerede ført planerne ud i livet.
- Indtil videre har 21 husejere gennemført en energirenovering, så også det er en rigtig god start, siger lederen af kommunens energisekretariat, Henning Donslund, til aoh.dk.
Lang vej endnu
Ringkøbing-Skjern Kommunes vision ”Energi2020” har som målsætning, at kommunen i 2020 kan kalde sig 100 % selvforsynende med vedvarende energi. Målsætningen kræver blandt andet, at 1.000 boligejere inden udgangen af 2014 skal have energioptimeret deres hjem.
Energisekretariatet i Ringkøbing-Skjern Kommune har derfor indgået en samarbejdsaftale med Scanenergi A/S. Firmaet forpligter sig til at hjælpe de første 100 boligejere i kommunen til at gennemføre en energirenovering inden udgangen af 2012.