23948sdkhjf

Vidtforgrenet byggefirma køber varmepumpe-virksomhed

Jual Group har indgået en købsaftale med Scanheat, der sælger og monterer varmepumpeløsninger.

Overtagelsen sker pr. 1. april 2022 og Scanheat A/S, som har base i Horsens, bliver dermed en del af Jual Group A/S, som har base i Juelsminde.

- Scanheat er stærke på onlinesalg og servicering af private kunder, og dette ønsker vi at få bedre indsigt i og erfaring med. Og da vores virksomhed Fixnordic producerer og sælger montageprodukter til klimaudstyr på flade tage, ser vi gode synergier i købet af Scanheat, som jo sælger varmepumper, siger Martin Thomsen, medejer af Jual Group i en pressemeddelelse. 

Ingen fyringer

Jual Group består i forvejen af virksomhederne Bygtjek, Fixnordic, Jual, Perform samt det kinesiske selskab Jual Roofing Technology. Alle virksomhederne opererer i byggebranchen, og med købet af Scanheat udvides aktiviteterne i samme branche.

Nuværende adm. direktør og ejer af Scanheat A/S, Dan Hejnæs, overdrager pr. 1. april stolen til Jess Robert, som udover at tiltræde som adm. direktør også bliver medejer. Scanheat A/S vil køre uforandret videre med alle de eksisterende medarbejdere.

- Normalt når virksomheder opkøber andre, kan de ansatte godt frygte, at der kommer fyringer. Vi er ikke bange for at investere i de menneskelige ressourcer, og med udviklingen på varmepumpemarkedet kigger vi tværtimod på at ansætte flere, siger Martin Thomsen til Horsens Folkeblad. 

Veldrevet virksomhed

Med overtagelsen af Scanheat overtager Jual Group en veldrevet og sund virksomhed, fortæller Martin Thomsen.

Scanheat landede i 2021 et bruttoresultat på 4.268.000 kroner mod 3.624.000 kroner året før. På bundlinjen oplevede selskabet en fremgang fra 109.000 kroner til 427.000 kroner i 2021. 

Det er dog ikke kun den resultatmæssige side af Scanheat, som tiltaler Martin Thomsen. 

- Det er værdier som kundetilfredshed og medarbejderpleje – eller som vi plejer at sige: ordentlighed og troværdighed, siger Martin Thomsen, der endvidere glæder sig til at genoptage samarbejdet med Jess Robert, som indtil 2015 var adm. direktør i Perform.

Overdragelsen af Scanheat til Jual Group sker pr. 1. april 2022. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14