Sydsjællandsk anlægsentreprenør vil vinde 2022 med miljøfokus
2021 blev endnu et år med sved på panden for Würtz Gruppen. Anlægsentreprenøren med base i Rønnede på Sydsjælland mærkede den store efterspørgsel i form af øget ordretilgang fra hovedstadsområdet, og udvidede samtidig med et større hovedkontor.
– Flere projekter betyder flere dygtige folk, ikke bare i marken, men også på kontoret. Vi har gennem længere tid haft behov for mere plads, og nu skulle det altså være, fortæller René Würtz, som er direktør i Würtz Gruppen, i en pressemeddelelse om udviklingen.
Mens entreprenørfirmaet i gennemsnit havde 27 ansatte i regnskabsåret 2020/21, var der ifølge Det Centrale Virksomhedsregister, CVR, 36 ansatte i december 2021.
I 2021 landede Würtz Gruppen en større rammeaftale om blandt andet fortovsrenovering Lyngy-Tårbæk Kommune, de udførte større anlægs- og kloakprojekter for blandt andet Frederiksberg Kommune, og blev af Københavns Kommune antaget til opgaven med at renovere Dronning Louises Bro midt i vores hovedstad.
Langsigtet miljøstrategi
Det høje aktivitetsniveau i byggebranchen trækker store veksler på miljøet – også med nedrivning og en stigende mængde byggeaffald.
Som en del af en langsigtet miljøstrategi har Würtz Gruppen øget indsatsen med miljømæssige tiltag såsom håndtering af jord, sortering og genanvendelse af forskellige typer byggematerialer samt kvalitetssikring i forbindelse hermed.
– Kravene i forhold til miljø i byggebranchen bliver stadigt større. For at sikre, at vi overholder alle regler og samtidig leverer et produkt af samme høje kvalitet som altid, har vi vurderet det nødvendigt at give det fuld opmærksomhed, fortæller René Würtz.
Nyt ansigt i bestyrelsen
For byggedirektøren handler bæredygtighed i virksomheden dog om mere end miljøregler og affaldssortering.
– For os handler bæredygtighed også om at forsætte udviklingen af vores forretning, så vi fortsat kan beskæftige dygtige medarbejdere, bidrage til udviklingen af vores håndværksfag og medvirke til at gøre en forskel i vores lokalområde. Alt det er kun muligt, hvis vi har fokus på at danne et bæredygtigt grundlag for fremtiden, forklarer René Würtz.
Som et led i den strategi har entreprenørvirksomheden budt velkommen til et nyt medlem af bestyrelsen. Anders Sindal er direktør i D-Tek og tilfører mange års erfaring fra håndværksbranchen.
mio. kr. | 2020/21 | 2019/20 |
---|---|---|
Bruttofortjeneste | 15,3 | 14,6 |
Resultat før af- og nedskrivninger | 2,7 | 2,3 |
Resultat før skat | 2,3 | 1,9 |
Årets resultat | 1,8 | 1,5 |
Aktiver i alt | 16,4 | 13,2 |
Egenkapital i alt | 5,8 | 4,2 |
Gns. antal ansatte | 27 | 27 |
Regnskabsåret blev afsluttet 30.09.2021. |