23948sdkhjf

Regeringen tilbageholdt CO2-tal i forhandlinger om infrastrukturplan

Da Danmark i sommeren 2021 fik en ny politisk aftale om landets kommende infrastruktur frem mod 2035, fulgte en større debat om, hvorvidt planen egentlig var så klimaneutral, som den blev fremstillet.

Det skyldtes, at regeringen ikke havde medregnet CO2-udledninger fra projekternes anlægsfaser og dermed selve etableringen af de nye veje og skinner. Beregningerne blev derfor efterspurgt fra flere sider – herunder også fra politikerne under forhandlingerne

Men nu viser en aktindsigt, som MobilityWatch har fået fra Vejdirektoratet, at Vejdirektoratet faktisk lå inde med nye beregninger for CO2-udledningen fra anlægsfasen for over halvdelen af projekterne i infrastrukturplanen.

De blev bare ikke udleveret til partierne under forhandlingerne.

- Det, synes jeg, er rigtig mærkeligt, for som sagt så spurgte vi jo faktisk til det. Også efter aftalen blev indgået, har vi spurgt til det, men vi har fået at vide, at vi kunne ikke få udleveret beregninger for CO2-udslip i forbindelse med anlægsfasen, siger Enhedslistens transportordfører Henning Hyllested.

Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, finder det også ”kritisabelt”, at beregningerne ikke har været fremme før, ligesom Radikale Venstre, Konservative og Alternativet oplyser til MobilityWatch, at de gerne ville have set beregningerne under forhandlingerne.

Transportminister Benny Engelbrecht oplyser til MobilityWatch, at beregningerne ikke blev lagt frem da de "ikke var tilstrækkelig konsoliderede og dermed ikke robuste nok til blandt andet at være sammenlignelige på tværs af projekter."

Men ifølge forsker i miljøøkonomi ved Aarhus Universitet, Mikael Skou Andersen, vil sådanne beregninger altid være forbeholdt usikkerhed.

Han forholder sig også kritisk til, at beregningerne ikke har været fremme, selvom de eksisterede, før planen blev vedtaget.

- Det er dybt, dybt kritisabelt, og det er nærmest skandaløst, hvis beregningerne er blevet hemmeligholdt, siger han til MobilityWatch.

Forsidefoto: Colourbox

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093