To teams i spil til akutcenter i Viborg
Seks forslag har været med i konkurrencen om et nyt akutcenter til 530 mio. kr. på Regionshospitalet Viborg. Nu er der to tilbage.
I spidsen for de to konsortier står henholdsvis C. F. Møller og Sweco/Aart. Byggeriet vil efter planen blive sat i gang i 2013 og skal stå færdigt i 2016.
C. F. Møller oplyser på sin hjemmeside, at forslagene er valgt efter en vurdering af blandt andet hospitalsfunktioner, fysiske rammer, arkitektur og økonomi. I slutspurten skal de to konsortier vise, hvordan forslagene kan bearbejdes yderligere til at leve op til de krav, der er til akutcenteret. Et endeligt vinderforslag bliver udpeget til august.
Fuldt udbygget akutcenter
Akutcentret består af skadestue, faciliteter til vagtlæger, hospitalsvisitationen og traumemodtagelse, og det får landingsplads til helikopter på taget.
Der bliver også plads til en udvidelse af operationsafdelingen, en ny intensivafdeling samt faciliteter til dagkirurgien. Hertil kommer en større udvidelse til røntgen og klinisk fysiologi samt nye sengeafsnit med enestuer, der har eget bad og toilet.
Endelig rummer projektet en ny hovedindgang med reception og foyer. Der bygges også et auditorium til 200 personer, samt butik og café til de mange patienter og besøgende.
C. F. Møller er totalrådgiver for et konsortium, hvor de øvrige deltagere er KPF Arkitekter, Alectia og Viborg Ingeniørerne. Sweco og Aart står i spidsen for et team, som desuden består af Midtconsult og britiske WSP.