CG Jensen vinder opgave hos By & Havn
Anlægsentreprenøren skal frem til årets udgang udføre en forstøbning af Kalkbrænderiløbskaj i Københavns Nordhavn.
CG Jensen har i licitation vundet opgaven i totalentreprise, hvor Niras forestår den projekterende del. Det fremgår af entreprenørfirmaets hjemmeside. Arbejdet indebærer, at den eksisterende betonhammer nedbrydes i nødvendigt omfang, så den indkaples i den nye forstøbning. Den blotlagte armering korrosionsbeskyttes og forstøbningen sikres ved iboring af strittere i det der er tilbage af den eksisterende hammer.
De eksisterende udløb i spunsen føres igennem forstøbningen og der tilfyldes bagved spunsen. Derefter vil entreprenørfirmaet retablere belægningen med asfalt, så den får samme tykkelse og funktion som den oprindelige belægning.
Desuden leverer og monterer firmaet 17 galvaniserede redningsstiger jævnt fordelt på strækningen og en galvaniseret langledet redningskæde.
Kajen ved Kalkbrænderiløbet i Nordhavnen er en stålspuns fra 1965, som er kraftigt tæret over daglig vande, hvor ankre, stræk og hovedbolte befinder sig. Vanddybden langs kajen er ca. 7 meter og bolværket er forankret på traditionel vis med ankerplader understøttet af træpæle. Den 680 meter lange spunsstrækning forstøbes fra terræn til kote -0,50 meter.