23948sdkhjf

To brødre bag 3D byggesoftware-succes buldrer videre - og vil ikke sælge

Det er sjældent, man ser vækstvirksomheder, der kan erobre marked efter marked ude i verden uden at have set skyggen af en investor eller lån, og som kun har oplevet to år med underskud siden virksomheden blev stiftet i 2005.

Men det har danske Dalux med de to ingeniør-brødre og ejere, Bent og Torben Dalgaard, ved roret præsteret, og de forventer sågar 60 procents vækst igen næste år.

- Vi mangler stadig en lille håndfuld markeder i Europa, men dem skulle vi gerne have krydset af i løbet af de næste 12 måneder, siger CEO Torben Dalgaard i en pressemeddelelse.

I 2020-regnskabet steg bruttoresultatet 70 pct. fra 69 til 117 mio. kroner, og overskuddet er også steget pænt, hedder det i pressemeddelelsen.

- Gennem vores opvækst på en gård kunne vi se vores far drive landbrug og være selvstændig, så det ligger nok i vores DNA at have foden under eget bord. Senere har udlandsophold givet os begge en tro på, at vi kan bygge et firma med globalt teknologisk lederskab i byggeriet. Vi er kun lige startet, siger Bent Dalgaard.

Dalux har en halv million B2B-brugere, hvor hovedparten er betalende kunder fra 40 lande, hvoraf de har lokale salgskontorer i 14 af dem. Virksomheden er gået fra 10 til 210 medarbejdere på seks år.

Brødrene Dalgaard giver en del af æren til Danmark, der skabte det perfekte vækstmiljø for at starte en 3D byggesoftware-virksomhed, da Danmark for knap ti år siden, som et af de første lande i verden, stillede krav om 3D-modeller i alle større offentlige byggerier.

Her kunne Bent Dalgaard bruge sin Ph.d fra DTU i realtids-computergrafik til at udvikle softwaren, mens Torben Dalgaard tog sig af den forretningsmæssige del af virksomheden i kraft af sin uddannelse fra blandt andet CBS og en fortid som leder i andre selskaber.

Både byggepladser, design og drift

Det blev hurtigt den mest downloadede byggeapp i Norden, og i dag findes der brugere i 150 lande, hvor Europa er størst repræsenteret.

Dalux er nu en af verdens førende, og Europas største, når det handler om at vise 3D-bygningsmodeller – så hurtigt og nemt, at selv den erfarne håndværker på 60 år kan betjene det, lyder det fra de to brødre.

Værktøjet bruges til at højne kvalitetssikringen af byggeri fra idé til bygningsdrift, og det har hjulpet byggebranchen til at bevæge sig væk fra de gamle papir-arbejdsgange.

Dalux gik først efter byggepladserne, hvor entreprenører og håndværkere hurtigt kunne se fordelen i redskabet, og derfra kunne Dalux brede målgruppen ud til at favne både drift og design af byggeri, hvor virksomheden nu også er stærkt repræsenteret i Europa.

Forrest på seneste trend i byggesektoren

Dalux er for alvor store og oplever vækst, når det handler om at vise 3D-modeller af bygninger.

Men Dalux har været forud for sin tid, og har som de første i verden haft et augmented reality-produkt (AR) på markedet i tre år, hvor man får “røntgensyn” ved at pege mobilen mod en bygning under opførsel, og kan se et mix af virkelighed og 3D-tegninger ud fra ens placering. Det er et marked der, trods flere års hype, stadig er ungt men i kraftig vækst.

Konkurrenter har forsøgt sig med 3D-modeller til Microsofts AR-brille ”HoloLens”, men Dalux har vist sig mere anvendelig i praksis, da byggetegninger kan ses fra en mobil i stedet for et specialdesignet dyrt stykke hardware, hedder det i pressemeddelelsen.

Bæredygtighed er endnu en trend, der er vand på Dalux’ mølle. Hvis Danmark skal nå klimamålene, spiller byggeriet en vigtig rolle, fordi branchen står for omkring 30 pct. af de samlede CO2-udledninger. Her er digitalisering fremhævet af flere organisationer som det område, hvor det er nemmest at hente gevinster.

- Med nem adgang til præcise 3D-modeller af byggeri får du bedre styr på byggelogistikken og opnår et byggeri i højere kvalitet. Du kan undgå mange dyre fejl, der kræver ombygning, og det er en væsentlig CO2-post i byggeriet, siger Bent Dalgaard.

De fleste tech-virksomheder drømmer om en exit, men det skal vi ifølge stifterne ikke forvente fra Dalux.

- Vi har ingen forpligtelser over for nogle investorer, og vi har ingen planer om at sælge. Det bliver super spændende, at kunne præge digitaliseringen af byggeriet internationalt over de kommende år, siger Torben Dalgaard.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078