Stadionbyggeri i Lyngby til efteråret
Efter længere tids tovtrækkeri blev der mandag truffet en afgørelse om udbygningen af Lyngby Stadion. Valget faldt på en renovering og ombygning af det nuværende stadion.
Et flertal i kommunalbestyrelsen sagde god for en model, hvor der opføres en ny tribune i stedet for den nuværende vest-tribune. Samtidig sløjfes en løbebane rundt om plænen. Beslutningen indebærer også, at stadionets loungefaciliteter udbygges. Ligeledes nåede man til enighed om at sikre breddeidrætten bedre faciliteter. Det skriver lokalavisen.dk.
Stadionbyggeriet vil formentlig blive sat i gang i efteråret og et færdigudbygget stadion kan stå færdig inden for to til tre år.