Milliardprojekt reduceres med 16.000 m²
Nyt Hospital Nordsjælland er klar med en plan for, hvordan en budgetoverskridelse på ca. 700 mio. kr. kan nedbringes.
Læs også: Hospital bliver 700 mio. kr. dyrere end ventet
Siden har der været arbejdet hårdt på et revideret forslag, og mandag den 14. maj præsenteres den politiske følgegruppe for et forslag til en økonomisk plan. Forslaget viser, at det nye hospital kan bygges inden for det budget på 3,9 mia. kr., som Kvalitetsfonden har afsat til byggeriet.
Stadig et byggeri af høj kvalitet
Årsagen til budgetafvigelsen er primært store regionale prisforskelle på byggeri, øgede udgifter til byggemodning og fundering samt en stram budgettildeling pr. kvadratmeter.
Den nye økonomiske plan sigter mod at tage højde for disse uden at gå på kompromis med målsætningen om, at Nyt Hospital Nordsjælland skal leve op til den kvalitet og de målsætninger, der er sat til hospitalet.
Konkret betyder dette, at der bygges færre kvadratmeter og gennemføres en meget stram styring af økonomien.
- Jeg mener, vi har udvist rettidig omhu. Det er betryggende, at man rejser et advarende flag, når man kan se udfordringer. Derfor er det også glædeligt, at vi nu kan drøfte en plan, som forholder sig til de økonomiske problemer og samtidig lever op til kravene til et moderne hospital, siger Kirsten Lee, der er formand for følgegruppen.
Konkrete forslag til besparelser
Forslagene til besparelser kan sammenfattes i fire hovedområder:
• Justering af byggeudgifter (parkering, byggepladsudgifter og kvadratmeterpriser)
• Betaling af byggemodningsomkostninger
• Nedjustering af økonomiske reserver
• Arealreduktioner på ca. 16.000 kvadratmeter på bl.a. kontorfaciliteter, værksteder og centralkøkken.
Gennemgangen af budgettet er foretaget i samarbejde med projektets eksterne rådgivere Cowi.