Bryghus bliver til boliger
I januar købte en ejerforening hovedbygningen på det tidligere Kalundborg Bryggeri for én krone på tvangsauktion. Nu skal der indrettes lejligheder i bygningen.
Ejerforeningen Bryggerigården, som ejer bygningen, vil indrette seks lejligheder på mellem 100 og 140 m², heraf to penthouselejligheder på bygningens øverste etage. Det skriver nordvestnyt.dk.
Godkendelse endnu ikke på plads
Til at slå stregerne på ombygningen har ejerforeningen indgået samarbejde med arkitekt Gorm Schmidt.
Inden projektet kan realiseres skal ombygningen dog godkendes af Kulturstyrelsen, da bygningen er fredet i klasse B.
Ejerforeningen købte bygningen for én krone på en tvangsauktion i januar begæret af konkursboet efter BBMG ApS, som købte ejendommen tilbage i 2008.