14 millioner til skoler og børnehaver
Odsherred Kommune frigiver millionbeløb til bygge- og anlægsprojekter på flere af kommunens skoler og institutioner.
Blandt andet etableres ny legeplads på Bobjergskolen i Asnæs, to naturfagslokaler ved Højby Skole, børnehaven Raketten i Nykøbing får ny belysning og maling, med videre. I alt skal knap 9 mio. anlægskroner, nu sendes i udbud.
Byrådet har derudover frigivet 6 mio. kr. til 2. etape af renoveringen af Vig Skole. Der skal etableres et nyt og moderne læringscenter, nyt personalekøkken, udearealerne ved aulaen saneres og der etableres en lille gårdhave og græsplæner. 1. etape, som Byrådet bevilgede 6 mio. kr. til i 2011, er ved at være tilendebragt.