Nørre Aaby indvier Sidesporet
Sidesporet, et nyindrettet, aktivt opholdsareal ved stationen i Nørre Aaby, bliver frit tilgængeligt den 13. maj.
Nyindretningen af området grunder i en konkurrence, som Realdania og Lokale- og Anlægsfonden udskrev blandt landets kommuner om at indrette en plads i byen på en ny og anden måde, der inviterer til leg og bevægelse.
Mange samarbejdspartnere i projektet
Middelfart Kommune greb chancen og lagde billet ind. Pladsen på Rønnevej blev valgt, og en plan for indretningen blev udviklet i et frugtbart samspil mellem flere unge fra Ungdomsrådet og de lokale skoler, landskabsarkitekt Hanne Bat samt folk fra kommune, DSB og Banedanmark.
Projektet vandt genklang hos dommerkomiteen, der gav midler til at dække 75 % af anlægsudgifterne. Også i kommunens Tekniske Udvalg og Social- og sundhedsudvalg, der har arbejdet med projektet, er der tilfredshed med resultatet. Og Byrådet fandt derfor også den resterende gode halve million til pladsens indretning.
Nu kan Sidesporet så tages i brug af Kommunens og byens borgere, store som små. Indretningen er især designet efter ønsker og idéer fra de unge i byen, men meningen er, at alle kan bruge den, hygge sig der, afprøve de forskellige installationer og bruge ventetiden på toget aktivt.