23948sdkhjf

Dansani ser lyst på 2012

Fremgangen blev ikke helt så stor, som den sønderjyske badeværelseskoncern Dansani selv forventede. 2011 gav fremgang i omsætningen og et fald i indtjeningen.
Dansanis omsætning nåede i 2011 336 mio. kr. mod 329 mio. kr. i 2010 og viser dermed en behersket omsætningsfremgang på 7 mio. kr. Resultatet før skat landede til gengæld på 20 mio. kr. mod 33 mio. kr. året før.

- Baseret på resultaterne i første kvartal forventede vi sidste år ved denne tid en noget større omsætningsvækst, end vi har realiseret. Det betød, at vi tog de nødvendige skridt for at geare virksomheden til det højere aktivitetsniveau, dels ved at øge på personalesiden, og dels gennem investeringer i it, siger Carsten Friis, administrerende direktør i Dansani.

Men ved halvårsafslutningen stod det klart, at omsætningsvæksten ikke ville nå det forventede niveau.

Fastlåst boligmarked
- Vi har i 2011 haft en fornuftig fremgang på alle markeder, bortset fra det danske og svenske marked. I Sverige har årsagen til udviklingen været ændringer i distributionsleddet, mens vi i Danmark har set et reelt fald i forbrugernes købelyst, forklarer Carsten Friis og fortsætter:

- Vi kan simpelthen mærke, at det danske boligmarked er fastlåst. Vores fremgang i Danmark gennem de senere år har været en konsekvens af, at folk i højere grad valgte at renovere eksisterende boliger frem for at bygge nye. Men når boligmarkedet går i stå, daler behovet for renovering jo tilsvarende.

Justeringer gennemført
Med en omsætning, der ikke fulgte med op som forventet, resulterede investeringerne på personale- og it-siden, kombineret med stigende råvarepriser, i en dalende indtjening.

- Vi har i løbet efteråret gennemført de nødvendige justeringer, så vores omkostninger afspejler omsætningsniveauet. Vi har dog fortsat haft en nettotilgang af medarbejdere i 2011 og har nu 222 ansatte mod 203 sidste år. Generelt må 2011 karakteriseres som et år, der udviklede sig anderledes, end vi forventede, men hvor vi fortsat har set positive tendenser trods det trængte marked. Samtidig har vi gennemført en række af tiltag for at geare Dansani til yderligere vækst. Det arbejde ser vi frem til at høste frugterne af i 2012, udtaler Carsten Friis.

Fortsat fokus på produktudvikling
De gennemførte justeringer af omkostningsniveauet har ikke påvirket det øgede fokus på produktudvikling, som Dansani annoncerede sidste år.

- Vi har fastholdt ressourcerne på produktudvikling og innovation og vil i løbet af 2012 derfor også lancere en række nye produkter og serier, hvor design, kvalitet og et fornuftigt prisniveau går hånd i hånd – og vi glæder os til at se, hvordan markedet tager imod Curvo, vores nye, flotte serie, siger Carsten Friis.

Positive forventninger
2011 var også året, hvor Dansani etablerede sig på to helt nye markeder, Frankrig og Rusland.

- I Frankrig er vi fortsat i en etableringsfase, der forløber som planlagt, mens Rusland allerede udviser en stærk vækst, så vi har positive forventninger til disse to markeder i det kommende år, fastslår Carsten Friis.

De positive forventninger gælder ikke kun de to nye markeder, men generelt for aktiviteterne i 2012.

- Første kvartal er realiseret godt, også bedre end et ellers rigtig godt første kvartal sidste år. Med 2011 i nylig erindring kan det selvfølgelig ændre sig, så vores tilgang til øgede investeringer vil naturligvis være forsigtig. Men når det er sagt, er det vores forventning, at 2012 vil byde på en fornuftig vækst, både når det gælder omsætning og resultat, siger Carsten Friis.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094