Enighed om nyt rådhusbyggeri i Støvring
Nybyggeri til kommunens administration, bibliotek mm. til 50 millioner er på vej i Rebild Kommune. Byrådet har vedtaget at arbejde videre med byggeplanerne.
Udregninger for projektet viser, at erstatningsbyggeri i Støvring inkl. nybygget administration, bibliotek og mødelokale samt nedrivning af de eksisterende højskolebygninger løber op i 49,45 mio. kr. Inkluderet i beløbet er også renovering af eksisterende administrationsbygninger i Terndrup og Nørager
Arbejdstilsynet har tidligere påbudt, at der skal gennemføres forbedringer på det eksisterende rådhus i Støvring, hvis det fortsat skal anvendes. Sammen med andre nødvendige renoveringsopgaver vil dette koste anslået 9,98 mio. kr.
Byrådet vedtog med 15 stemmer mod 10 forslaget om at sætte gang i erstatningsbyggeri på Højskolegrunden og ikke renoverer administrationsbygningerne på Hobrovej yderligere. Beslutningen indebærer blandt andet udarbejdelse af en lokalplan.