Skyder konkurrence om Fremtidens Brøndby Strand i gang
Nu skal tre tværgående teams til at byde ind med visionære, innovative og realisérbare bud på en udviklingsplan for hele Brøndby Strand bydelen.
Det oplyser Brøndby Kommune efter, at kommunalbestyrelsen onsdag godkendte programmet for den fremtidige udvikling af hele Brøndby Strand. Dermed er vejen banet for at igangsætte et parallelopdrag.
Projektet har været på tegnebrættet siden efteråret 2020 og siden foråret 2021 er borgere, politikere, foreninger, boligorganisationer og grundejere med flere blevet involveret i formuleringen af vision, fokusområder og program for Fremtidens Brøndby Strand.
Derudover er der indgået en partnerskabsaftale med de almene boligorganisationer i Brønd Strand Parkerne for at sikre en sammenhængende plan for hele bydelen, ikke mindst i lyset af, at fem af 12 ikoniske højhuse er ved at blive revet ned på grund af for højt indhold af miljøgiften PCB.
– Som boligorganisation glæder vi os særligt til bud på, hvad der kan anlægges i stedet for de fem højhuse, som vi er nødt til at sige farvel til, men også hvordan man kan forbedre vejnettet og udvikle bymidten og dermed skabe bedre sammenhæng med det øvrige af kommunen. Det skal blive interessant at deltage i processen, siger Kai Dinesen, næstformand for PAB, der ejer to af de fem højhuse.
Også grundejerne i bymidten har været involveret i processen, idet et af fokusområderne er, at centeret skal udvikles til en levende og attraktiv bymidte med et aktivt kultur- og erhvervsliv.
Parallelopdarg fra november til maj
Gennem de seneste 30 år har det danske samfund ændret sig og det samme har rammerne for det gode liv i Brøndby Strand. Der er behov for at se på byrummene, handelslivet, trafikforbindelserne, de offentlige funktioner og meget mere.
Kommunalbestyrelsen har et stort ønske om at få belyst forskellige bud på en udvikling af bydelen, inden politikerne – i dialog med borgere og interessenter – lægger sig fast på en endelig udviklingsplan.
Derfor inviterer kommunen nu interesserede teams til at byde ind på deltagelse i et parallelopdrag, der gennemføres i perioden november 2021 til maj 2022.
Valget af teams sker via et EU-udbud, der rummer en option, der giver kommunen mulighed for efter parallelopdraget at arbejde videre med en eller flere af de valgte rådgivere om en endelig udviklingsplan for bydelen.