23948sdkhjf

Milepæl for NCC-installatører

NCC Constructions afdeling for tekniske installationer når den 24. april en milepæl, når de som virksomhedens første forretningsområde runder to år uden arbejdsulykker.
Analyse, aktiv forebyggelse og dialog har været vejen frem til at undgå arbejdsulykker igennem de sidste to år blandt NCC’s specialafdeling for bl.a. elektrikere og ventilationsinstallatører, der tæller ca. 100 timelønnede og 50 funktionærer.

Tidligere led enhed f.eks. af et højt antal knivskader. Det blev noget uortodokst løst ved simpelthen at fratage medarbejderne deres Stanley-knive.

- Vi analyserede problemets årsag og fandt frem til, at størstedelen af knivskaderne skete, når de ansatte brugte kniven i situationer, hvor et andet værktøj egentlig skulle være brugt. Så vi fjernede knivene fra standardværktøjet og har nu kun knive og tykke handsker der, hvor opgaverne kræver det. På den måde faldt antallet af ulykker markant, fortæller Jørgen L. Christensen, sektionsdirektør i NCC Construction.

Nul ulykker giver bedre akkord
En anden udfordring var risikoen for kropslige skader, når der skulle kravles og arbejdes i belastende stillinger. Ofte fik den samme medarbejder til opgave at lave gentagende arbejde i længere tid ad gangen, fordi sjakket mente, at det var mest tidseffektivt. Men det var en stor kropslig belastning. Ledelsen fik professionelle til at se på ergonomien og komme med nogle løsningsforslag, og et af dem blev at lade opgaverne rokere mellem sjakkets folk.

- I starten var der nogle, som var nervøse for, at det ville gå ud over deres akkord, men med tiden har vi faktisk set, at det er mere effektivt end før, fordi vi med nul ulykker altid har viden og kompetence til stede på pladserne. Vi skal aldrig vente på, at nogen skal komme tilbage på arbejde efter en skade, siger Jørgen L. Christensen.

Sikkerhedskulturen i NCC’s afdeling for tekniske installationer betyder også, at medarbejderne tager vare på hinanden. Hvis en kollega f.eks. skal ind i et snævert rum, er det i dag en naturlig del af kulturen at diskutere nødforanstaltninger først.

Ny sikkerhedskultur i NCC
Siden nytår er NCC Construction gået nye veje i et forsøg på at skabe en anderledes sikkerhedskultur i hele virksomheden. Det sker delvist i erkendelsen af, at tidligere interne arbejdsmiljøkampagner ikke har haft en tilstrækkeligt tilfredsstillende og langvarig effekt.

Centralt i den nye kultur står tre kernebudskaber, som skal være kulturbærende fremover; Tag vare på hinanden – Tænk fremad – Sig fra.

- Målet er at skabe en arbejds- og sikkerhedskultur, hvor det ikke er nødvendigt at sige ’pas nu på sikkerheden’ hele tiden, for det bliver folk døve over for. I stedet arbejder vi med at skabe en virksomhedskultur, hvor man som en refleks bliver vant til at tænke sikkerheden ind i alt, hvad man foretager sig, siger viceadministrerende direktør Klaus Kaae.
Læs mere om: NCC
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141