Store udbygningsplaner for Aalborg Lufthavn
Etableringen af en lufthavnsby ved Aalborg Lufthavn er på dagsordenen, når Teknik- og Miljøudvalget i Aalborg holder møde senere på ugen.
Pt. er taget hul på en udbygning, som omfatter udvidelse af terminalbygningen med 195 meter mod nord og 90 meter mod syd, etablering af 3 nye standpladser for fly, udvidelse af parkeringskapaciteten med op til ca. 9.000 flere pladser samt etablering af flyhangar og værksted.
På langt sigt er der dog også planer om, at skabe en såkaldt ”lufthavnsby”, som kan varetage en række lufthavnsrelaterede funktioner.
Mange funktioner
"Lufthavnsbyen" kan således omfatte parkeringshuse, værksteder til reparation af fly, helikoptere og flypassagerers biler, hotel, læger, tandlæger og fitnesscenter til flypersonale, apotek, mindre butikker, samt erhverv der har fordele af, at ligge i umiddelbar nærhed af lufthavnen. Området beliggende mellem Lufthavnsvej, Ny Lufthavnsvej og Lervej ønskes benyttet til parkering i form af parkeringspladser og evt. parkeringshus. Derudover ønskes etableret en max. 600 m² butik i Tax free-området.
Udvidelsen af Aalborg Lufthavn betyder, at der skal udarbejdes et kommuneplantillæg med VVM-redegørelse samt et kommuneplantillæg. Derfor skal der gennemføres en fordebat til brug for den videre proces.
Som start på planarbejdet igangsættes fordebatten på 4 uger fra primo maj 2012. Herefter følger bearbejdning af indkomne forslag, ideer m.v. og udarbejdelse af et forslag til kommuneplantillæg (med VVM-redegørelse, Miljøvurdering (MV), Habitatkonsekvensvurdering, hovedstrukturændring og rammeudvidelse), et forslag til lokalplan samt udkast til miljøgodkendelse. Derefter følger en min. 8 ugers debatperiode på planerne med efterfølgende behandling af indsigelser og bemærkninger og en endelig godkendelse i sommeren 2013.