23948sdkhjf

Korte uddannelsesaftaler bekymrer

En stigning i antallet af korte uddannelsesaftaler for elektrikerlærlinge fra 0 til 18 % siden 2008 bekymrer Dansk El-Forbund.
I 2008 udgjorde korte uddannelsesaftaler nul % af alle uddannelsesaftaler for elektrikerlærlinge. I dag er andelen 18 %. Alene fra januar 2011 til december samme år steg antallet af korte uddannelsesaftaler med over 30 % fra 182 til 237, skriver fagbladet Elektrikeren.

Korte uddannelsesaftaler er praktikaftaler, der kun behøver at gælde for én praktikperiode. I stedet for at indgå en traditionel uddannelsesaftale af tre-fire års varighed kan virksomheder for eksempel nøjes med at tage lærlinge ind, fra de er færdige med et skoleforløb, til de begynder på næste skoleforløb. Den stigende brug af korte aftaler er et problem, lyder det fra Dansk El-Forbund.

Forbundssekretær i Dansk El-Forbund, Benny Yssing, mener, at virksomhed fraskriver sig en del af ansvaret for at oplære nye lærlinge med de korte aftaler. Han giver også udtryk for, at det kan være svært at opfylde lærlingenes praktikmål, hvis de skal igennem fire-fem korte praktikaftaler.

– De korte aftaler kan være udmærkede til virksomheder, der ønsker at tage den første lærling ind, men ikke til firmaer, som har taget lærlinge før. Det er grotesk, at man vil byde unge mennesker, som skal ind på arbejdsmarkedet, at de kan gå i gang med en elektrikeruddannelse, men kun kan se frem til næste skoleperiode. Jeg kan godt forstå, at unge mennesker og deres forældre hellere vil vælge gymnasievejen end at starte på en erhvervsuddannelse med de forhold, som bydes her, lyder det skarpt fra Benny Yssing.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078