A. Enggaard og INCUBA skal opføre fremsynet innovationsmiljø i Aarhus
Familievirksomheden A. Enggaard har indgået en aftale med forskerparken INCUBA A/S om totalentreprisen på den omfattende udvidelse INCUBA Next i it-byen i Katrinebjergkvarteret i Aarhus.
Det bliver et 18 etager stort højhus, som skal danne rammen om fremtidens innovationsmiljø målrettet vækstorienterede tech-virksomheder.
Fra 2024 vil forskerparken INCUBAs nye udviklingsmiljø stå klar. Formålet med forskerparken er at give byens mest innovative iværksættere 22.000 ekstra kvadratmeter at boltre sig på og så skal det nye byggeri agere vartegn for it-byen og Katrinebjergkvarteret.
Byggeriet bliver opført af entreprenør- og byudviklingsvirksomheden A. Enggaard med arkitektfirmaet ADEPT og ingeniørvirksomheden COWI som rådgivere.
- Vi er utroligt stolte over, at vi nu har indgået et samarbejde med en af landets mest innovative og ambitiøse forskerparker. Et sprudlende innovationsmiljø er et stort aktiv for byen, og derfor er vi meget glade for, at vi nu får mulighed for at bidrage til den positive udvikling af det spændende iværksættermiljø, vi har her i Aarhus, siger Jens Skinnebach, afdelingschef i A. Enggaard.
Bygningen er projekteret som et bæredygtigt byggeri efter den anerkendte DGNB-Guld-standard og kommer til at huse både café og store fællesområder samt en 4.000 kvadratmeter stor parkeringskælder og en sidebygning på 4.500 kvadratmeter. På den 76 meters høje bygning vil der desuden blive etableret flere tagterrasser på i alt 1.400 kvadratmeter med udsigt over hele bugten.
INCUBA Next, der er konfigureret af AART Architects i samarbejde med Rambøll, er skræddersyet til at huse scaleups med internationalt vækstpotentiale og udviklingsteams fra førende teknologivirksomheder.
- A. Enggaard og deres rådgiverteam har leveret et visionært og gennemtænkt projekt med bæredygtighed og kvalitet i højsædet, som matcher målgruppens behov for fleksible og attraktive rammer der understøtter fremtidens arbejdsformer og både indbyder til effektivt arbejde og community, udtaler Mai Louise Agerskov, adm. direktør i INCUBA.
Det første spadestik forventes at blive taget i begyndelsen af 2022.