23948sdkhjf

Ejer i Vejle tilfreds trods markant fald i omsætning og bundlinje

Både omsætning og bundlinje er mere end halveret hos entreprenørvirksomheden STB Byg i 2020.

Men det bekymrer ikke ledelsen hos den Vejle-baserede entreprenørvirksomhed, som lander et resultat før skat på 2,7 mio. kr., og en omsætning der falder fra 372 mio. kr. til 158 mio. kr.

Ifølge ejer Jens Winther har virksomheden gennem det seneste år bevidst arbejdet med en lavere volumen, med det formål at give plads og rum til et generationsskifte, lyder det fra ham i en pressemeddelelse.

- Det er et tilfredsstillende resultat set i lyset af den strategiske prioritering, vi har haft. Vi har det seneste år brugt betydelige ressourcer på at skabe det helt rigtige fundament for fremtiden. Det har været en sund proces for virksomheden, og en grundlæggende parameter for gennemførelsen af generationsskiftet. Vi er nu der, hvor jeg med ro i maven har overdraget stafetten som administrerende direktør til Jan Boendorf Madsen, udtaler ejer og forhenværende adm. direktør Jens Winther i pressemeddelelsen.

I maj overdrog han ledelsesansvaret til Jan Boendorf Madsen, som de første seks måneder af sin ansættelse har fungeret som økonomidirektør.

Jan Boendorf Madsen mener, at STB Byg nu er klar til at håndtere en større volumen.

- Rejsen er i gang, og vi vil allerede i indeværende år se en volumen og et resultat, der ligger et stykke over 2020-tallene, udtaler adm. direktør Jan Boendorf Madsen i pressemeddelelsen.

Går efter den halve milliard

STB Byg satser generelt på at vækste i de kommende år. 

Jan Boendorf Madsen fortalte i et større interview med Licitationen - Byggeriets Dagblad i maj,  at virksomheden rykker på for at nå en toplinje på op mod en halv milliard og en overskudsgrad på minimum 5 pct. i 2023.

- Vores volumen vil i 2023 ligge på mellem 400 og 500 mio. kr. Det er i hvert fald forventningen. Og så har vi en målsætning om minimum 5 pct. på bundlinjen. Der har vi været før, og det vil vi tilbage til, lød det.

STB Byg A/S
mio. kr. 2020 2019
Nettoomsætning 158,6 372,1
Bruttoresultat 49,3 58,5
Resultat før skat 2,7 5,5
Årets resultat 2,1 4,3
Balancesum 119,4 129,7
Egenkapital 20,2 33,6
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2020
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.256