Murermestre slæber teglværk i retten
Problemer med afskalning har fået byggefirmaer og private bygherrer til at lægge sag an mod Egernsund Tegl, der selv afviser kritikken.
Ifølge P4 Syd fører Dansk Byggeri netop nu prøvesager på vegne af murermestre og entreprenører, der har benyttet stenen, og her vurderer man, at Heimdal-stenen er blevet brugt til 200-250 nybyggede huse i perioden 2006-2010.
Dansk Byggeris advokat Poul Brincker siger til P4 Syd, at hvis det er hele segmentet af sten, som er mangelbehæftet, så har man praksis for, at ansvaret falder tilbage på producenten, der i så fald vil risikere at skulle udbetale større erstatninger.
Horsens-advokaten Lars Brandt fører i øjeblikket sager på vegne af 17 private bygherrer, og han vurderer overfor P4, at en typisk udbedringsudgift ligger fra 400.000 op til 1.000.000 kr. Sagerne har været længe undervejs, blandt andet som følge af stridigheder omkring valg af skønsmand.
Afviser kritikken
Hos Egernsund Tegl mener man imidlertid ikke, at der er noget galt med stenene. Derimod vurderer virksomheden på baggrund af egne undersøgelser, at det er den anvendte mørtel, der er årsag til afskalningerne.
- Det er konstateret, at der IKKE er fejl ved de pågældende mursten, og at stenenes styrke er intakt. Derimod er der konstateret fejl ved fugerne og anvendelse af en forkert mørtel. Derimod er der konstateret fejl ved fugerne og anvendelse af en forkert mørtel, skriver Egernsund Tegl blandt andet i en pressemeddelelse.
Ifølge Egernsund Tegl er der aktuelt 26 sager. De første retsafgørelser forventes i 2. halvdel af 2012 og vil endeligt placere ansvaret for afskalningerne.
Find hele pressemeddelelsen på www.egernsundtegl.dk