23948sdkhjf

Aarhus må vente længere på nyt storstadion

Tidsrammen for det nye, store fodboldstadion i Aarhus rykker sig med op til et år og måske mere endnu, skriver Århus Stiftstidende

Ved præsentationen af det ambitiøse projekt sidst i 2019 hed det sig ellers, at fodboldfolket skulle kunne indvie det nye stadion i midten af 2025. Nu hedder vurderingen så 2025-26. 

Og om det så betyder ved årsskiftet 2025-26 eller langt senere, vil Alvaro Arriagada, der er konstitueret direktør for projekt Kongelunden, ikke give et bud på overfor Århus Stiftstidende. Han henviser til, at man sammen med bygherrerådgiveren arbejder med en mere nøjagtig tidsplan. 

– Vi har hele tiden vidst, at vi skulle justere tidsplanen, efterhånden som vi blev klogere på de mange forbehold og usikkerheder, som også blev beskrevet dengang. Der er tale om en meget kompleks proces. Bryder man den op, er der forundersøgelser, som er det, vi aktuelt er i gang med nu, en udbuds-og konkurrencefase, en myndighedsfase med lokalplan og VVM-undersøgelse og selve byggeriet. Tidsaspektet vil blive påvirket af en række valg, der vil komme i den kommende tid og senere, siger Alvaro Arriagada til avisen. 

500 millioner fra to donorer

Sammen med præsentationen af visionerne for Kongelunden og det nye stadion i slutningen af 2019 lagde Salling Fondene og Lind Invest en donation på samlet 500 mio. kr. på bordet. Aarhus Kommune har ligeledes afsat 250 mio. kr. til projektet. 

Bag projektet sidder en politisk styregruppe bestående af Aarhus’ borgmester Jacob Bundsgaard samt rådmanden for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek, og rådmand Rabih Azaz-Ahmad, Kultur og Borgerservice, samt Jens Bjerg Sørensen fra Salling Fondene og direktør i Lind Invest, Henrik Lind.

Kongelunden er navnet på en vision for det godt 200 hektar store rekreative område med Aarhus Stadion, Tivoli Friheden, Jydsk Væddeløbsbane, Mindeparken samt Aarhus Cyklebane. 

Rambøll-hold som rådgiver

I april i år blev et internationalt hold med Rambøll i front præsenteret som dem, der skulle rådgive på det store byggeprojekt med etablering af Aarhus’ nye stadion i Aarhus. 

Rambøll-holdet er sammensat af eksperter inden for planlægning af bæredygtige, moderne stadioner repræsenteret ved Trivandi, Core Five og Rambøll fra Storbritannien samt tyske Sportfive, der i samarbejde med Rambøll Danmark og arkitektfirmaet Transform skal sikre grundlaget til arkitektkonkurrencen og realisering af det topmoderne stadion integreret i det rekreative område Kongelunden. 

Et konkurrenceudbud for selve stadionprojektet skulle efter planen komme i løbet af 2021.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11