Se billederne: Sådan fik Simon Spies' gamle sauna-hytte nyt liv

Som lovet fik et par håndfulde frivillige og dedikerede håndværkere med eventyreren, influenceren og tømrermesteren Casper Kjerumgaard i spidsen på en dags tid renoveret den gamle, forfaldne sauna-hytte på Corona Camping i Borup på midtsjælland. Men de knoklede også på fra tidlig morgen til sen aften.
Corona Camping er kendt fra TV2-serien Trailerpark Danmark. Campingpladsen var tilbage i midten af 1960’erne en naturist/nudistcampingplads og historien vil vide, at rejsekongen Simon Spies med helikopter fik fløjet den finske saunahytte til campingpladsen. Og han kom ofte for at bruge saunaen.
Den gamle sauna-hytte var i stærkt forfald, men står nu efter håndværkernes indsats næsten som ny og klar til at give en svedetur til beboerne på campingpladsen
- Vi startede kl. 04:00. Det er jo tidligt lyst, griner Casper Kjerumgaard. Han forklarer, at han og de øvrige håndværkere rev taget og gulvet af den gamle bjælkehytte og lagde nyt i stedet, ligesom der blev banket en ny terrasse sammen foran hytten og udskiftet bjælker o.a. i væggene.
- Og helt ærligt, griner han videre; hvem vil ikke gerne have renoveringen af Simon Spies’s gamle svedehytte på CV’et.
Projektet er blevet til i et tæt samarbejde mellem Casper Kjerumgaard og værktøjsleverandøren Milwaukee.
- Det er et godt projekt med menneskeligt sigte, midt i en lidt dum tid, hvor Corona-restriktioner lægger en dæmper på mange aktiviteter, siger digital marketing koordinator, Daniel Lawaetz fra Milwaukee.
Læs også: Stolt tømrermestrer renoverer sauna-hytte, hvor Spies har siddet og svedt med bare baller