Moe & Brødsgaard fortsætter væksten
Ingeniørvirksomheden kan, trods krise og et presset marked, melde om fortsat vækst. 2011-regnskabet viser en omsætningsfremgang på 11 procent og en overskudsgrad på 3,6 (EBIT).
Det siger adm. direktør Christian Listov-Saabye i kølvandet på Moe & Brødsgaards 2011-regnskab, hvor tre faktorer har været afgørende for den realiserede vækst:
- For det første har vi i 2011 haft fokus på effektivisering af forretningen. Vi har optimeret projektgennemførelsen og vores forretningsgange, og vi har udviklet og implementeret en ny projektmodel. For det andet, har en intensiveret markedsføring inden for vækstområder banet vejen for nye og spændende opgaver. Og vigtigst at alt, så har medarbejderne haft snuden i sporet, og arbejdet med stort engagement på at øge omsætningen, forklarer direktøren.
2012 tegner godt
Moe & Brødsgaard arbejder aktuelt på en række nye store opgaver; herunder Gødstrup Hospital, som er vundet i et joint venture, samt et nyt shoppingcenter i Odense. De store projekter danner grobund for fortsat optimisme i det nye regnskabsår:
- Vi er realistiske optimister og ser positivt på 2012. Vi har på nuværende tidspunkt flere opgaver i ordrebogen, end på samme tid sidste år, og hvis tendensen fortsætter, tegner 2012 til at blive et rigtig godt år, siger Christian Listov-Saabye.
Moe & Brødsgaard indvier i 2013 nyt firmadomicil i Søborg. Projektet er udvalgt som pilotprojekt for bæredygtighedscertificeringen DGNB, der er under implementering i Danmark, og byggeriet forventes at blive et af de første danske erhvervsbyggerier, der certificeres.