23948sdkhjf

Kampen mod social dumping er indledt

Arbejdstilsynet, Skat og politiet melder om et godt resultat af den første landsdækkende aktion mod social dumping. Resultatet bekræfter, at den styrkede indsats mod social dumping er nødvendig, mener de.
Over hele landet kontrollerede medarbejdere fra Arbejdstilsynet, Skat og politiet onsdag udenlandsk arbejdskraft og udenlandske virksomheder for at sikre, at man alle steder lever op til de danske regler.

Aktionen var den første konkrete udmøntning af den aftale om en styrket indsats mod social dumping, som regeringen sammen med Enhedslisten har indgået.

- Onsdagens aktion bekræfter os i, at der har været behov for en styrket indsats mod social dumping. For både Arbejdstilsynet, Skat og politiet har haft masser at rive i under dagens aktion, og det viser, at der er en del udenlandske virksomheder og medarbejdere i Danmark, der ikke lever op til de danske regler, konkluderer centerchef og aktionsleder i Arbejdstilsynet, Jan Møller Mikkelsen.

Stort potentiale i øget samarbejde
Under onsdagens aktion kontrollerede Arbejdstilsynet i alt 110 byggepladser og gartnerier over hele landet. Det førte til, at 23 udenlandske virksomheder nu formentligt kan se frem til en bøde for manglende eller mangelfuld tilmelding til RUT-registret. Samtidig måtte Arbejdstilsynet i 24 tilfælde reagere overfor alvorlige sikkerhedsproblemer på virksomhederne.

- Vi ser et stort potentiale i at myndighederne arbejder sammen på stedet. Planlægningen og gennemførelsen af dagens fælles aktion har gjort os klogere på hinandens muligheder og styrker. Det styrker grundlaget for de aktioner, vi foretager fremadrettet, hvor også andre brancher vil komme i søgelyset, forklarer Jan Møller Mikkelsen.

En succesfuld aktion
Mens Arbejdstilsynet tjekkede RUT-registrering og arbejdsmiljø, var Skats fokus på bl.a. moms- og skatteforhold. Her har man besøgt ca. 90 byggepladser og gartnerier og fået i alt 55 sager med hjem, der nu skal undersøges nærmere. Sagerne handler især om virksomhederne er reelle eller ej, og om de betaler den skat, de skal.

- Aktionen har bekræftet det billede, vi har af, at for mange udenlandske virksomheder har svært ved at overholde de danske regler. Derfor er det godt, at aktionen i dag bare var den første i en række af både landsdækkende og lokale aktioner, vi kommer til at gennemføre i år og næste år. Mellem aktionerne gennemfører vi opsøgende arbejde, hvor vi tager ud og tjekker de steder, hvor der er mistanke om urent trav, så på den måde får vi nu ordentligt fat om problemerne, forklarer produktionsdirektør i Skat, Steffen Normann Hansen.

Også politiet har haft en travl dag i samarbejdet med de to andre myndigheder, men her kræver sagerne typisk en grundigere efterforskning, før det er muligt at sige, om der er tale om strafbare forhold. For alle tre myndigheder har det tætte samarbejde under aktionen mod social dumping været en succes.

Arbejdsmiljø er en langsigtet investering
Onsdagens aktion var den første af en række landsdækkende og lokale aktioner, som Arbejdstilsynet, Skat og politiet vil køre i 2012 og 2013.

I alt har regeringen afsat 55 mio. kr. over de næste to år til en forstærket indsats på området, og det glæder man sig over hos Dansk Byggeri:

- I Dansk Byggeri har vi den holdning, at arbejdsmiljø er en langsigtet investering, og hvis nogen træder ved siden af, så skal vi slå ned på dem. Det gælder både danske og udenlandske virksomheder. Vi oplever lige nu en meget ulige konkurrence, hvor lovlydige virksomheder gang på gang bliver underbudt af virksomheder, der tilsidesætter sikkerheden, siger arbejdsmiljøchef i Dansk Byggeri, Mette Møller Nielsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093