Arbejdsgivere appellerer til politikerne
Nye krisetal fra Danmarks Statistik får arbejdsgiverforeningen Dansk Håndværk til at bede om handling nu.
Det får nu Dansk Håndværk til at bede politikerne om at sætte fart på den økonomiske kickstart.
- Det vil være godt for alle i samfundet, hvis de tusindvis af små håndværkere og byggevirksomheder fik lidt mere optimisme tilbage. Og der er masser af opgaver, der burde tages fat på, men som står stille i politisk dødvande, siger Niels Techen, der er formand for Dansk Håndværk, der blandt andet organiserer en lang række håndværker- og byggevirksomheder.
Klar opfordring til regeringen
Dansk Håndværk kan i den løbende dialog med sine medlemmer konstatere, at det ikke nødvendigvis går dårligt for alle virksomheder pt. En del af medlemmerne har nok at lave her og nu. Der, hvor det kniber, er, at arbejdsgiverne har svært ved at se, hvor ordrerne og væksten skal komme fra om fire, fem og seks måneder, forklarer Niels Techen. Han mener, at der er mange steder, hvor politikerne kan sætte ind for at løfte aktiviteten i byggeriet:
- Regeringen burde melde klart ud, at boligjobordningen bliver forlænget til at række hen over 2013, samtidigt med at den lovede pulje til energirenoveringer bør fremrykkes, så den træder i kraft snarest muligt. Men lige så vigtigt er det, at der nu sættes fart på indsatsen overfor social dumping. Vores medlemmer støder næsten dagligt på sager hvor udenlandske virksomheder arbejder på danske byggepladser, uden at man kan se, om de er registreret i Danmark. Det er med til at skabe indtryk at, at myndighederne tager alt for let på moms – og skattesnyd, når det drejer sig om udlændinges arbejde herhjemme, siger Niels Techen.
Danmarks Statistiks seneste konjunkturanalyse for byggeriet blev offentliggjort tirsdag. Den sammensatte indikator er faldet fra -22 til -24, og generelt har indikatoren været svagt faldende siden september 2011.