Overraskende få konkurser i corona-år
Covid-19 har vendt op og ned på det forgangne år. Medarbejdere har været hjemsendt, butikker har været tvangslukkede. Hele brancher, som for eksempel fly- og rejsebranchen, er blevet hæmmet.
Alligevel har 2020 budt på færre tabte årsværk ved konkurser end 2019, viser en opgørelse af konkursdata for 2020 fra E-Statistik og FSR – Danske Revisorer.
- Under finanskrisen var jobtabet stort, men corona-krisen har ikke medført det samme jobtab ved konkurser. Faktisk var jobtabet i 2020 lidt under niveauet fra 2019 og 2018. Det betyder dog ikke, at vi ikke kan se corona i konkurstallene. Ser vi i stedet for årsværk på, hvor mange lønmodtagerjobs 2020 har kostet, så er effekten af corona tydelig, siger chefkonsulent hos FSR – Danske Revisorer, Jakob Holm, i en pressemeddelelse.
Rejse, hotel og restaurant
Samlet er 18.932 lønmodtagerjobs gået tabt ved 5.613 konkurser i 2020.
- Værst gik det ud over branchen ”Operationel service”, hvor 3.611 job gik tabt. Dette skyldes i høj grad, at man i denne branche finder for eksempel rejsebureauer, vikarbureauer samt andre servicevirksomheder inden for rejsebranchen, der har været særligt hæmmet af Covid-19-pandemien, siger direktør hos E-Statistik, Kent Nielsen.
Sammenligner man jobtabet i ”Operationel service” med den private beskæftigelse i branchen, viser data en markant overrepræsentation i jobtabet ved konkurser. ”Operationel service” udgjorde 6 procent af den private beskæftigelse i tredje kvartal 2020, men hele 19 procent af jobtabet ved konkurser.
- En lignende overrepræsentation ses i branchen ”Hoteller og restauranter’, hvor 16 procent af jobtabet ved konkurser findes. Branchens beskæftigelse udgør blot 6 procent af den private lønmodtagerbeskæftigelse, hvilket vidner om endnu en branche, der har været meget hårdt ramt af corona-nedlukninger, siger Kent Nielsen.
Ser vi på, hvordan jobtabet er geografisk fordelt, så er coronas effekt på brancheniveau igen tydelig.
- Fem ud af de femten største konkurser i 2020 er i virksomheder beliggende i Tårnby kommune, hvor vi også finder landets største lufthavn. Samlet har Tårnby mistet 8,3 procent af sine private jobs til konkurser i løbet af 2020, siger Jakob Holm.