Holbæk bygger mere til børnene - Vinderen er fundet til første af fem projekter
Kabi Entreprise skal stå for det DGNB guld-certificeret byggeri på Knabstrup Skole og Børnehus, hvor de eksisterende faciliteter renoveres og der opføres en 1000 kvm ny tilbygning. Det oplyser entreprenørfirmaet i Holbæk om projektet, der har Holbæk Kommune som ordregiver.
Skolen skal have samlet dagtilbud samt skole/SFO i én bygning. Hertil opføres et inde- og uderum for læring, hvor bæredygtige løsninger er gennemgående for bygningens og uderummenes arkitektur.
Den bærende konstruktion i tilbygningen samt facader opføres som præfabrikerede massive krydslaminerede træelementer. Tagdæk udføres som limtræsdæk.
Sammenbygning af de nye faciliteter, samt de eksisterende, har til formål at skabe en flydende organisering af skolens funktioner med blandt andet mulighed for at gøre overgangen iblandt dagtilbud og skole lettere og trygge for børn og forældre, lyder det om byggeriet.
Fakta: Knabstrup Skole og Børnehus
Bygherre: Holbæk Kommune
Bygherrerådgiver: Arkiplus
Arkitekt: Mangor og Nagel
Ingeniør: Klaus Nielsen
DGNB Konsulent: Kuben Management
Skolen eksisterende faciliteter vil også blive energirenoveret, så rammerne for børnene og de ansatte er sikret et godt og sundt indeklima, ligesom energiforbruget vil blive mindsket.
Den første af fem
Knabstrup Skole og Børnehus er blot det første af fem nye børnehus og skoler, som Holbæk Kommune har besluttet at opføre.
Holbæks kommunalbestyrelse har samlet afsat 175,5 mio. kr. i årene 2019-2022 til de fem nye børnehuse og skoler.
Kommunens estimater lyder på, at det nye Knabstrup Skole og Børnehus samlet beløber sig til 36,4 mio. kr., og det er vel at mærke inklusiv uforudsete udgifter og administrationsudgifter.
Kabi Entreprise opstarter projektet 2021.