Tyskland sender Stark på himmelflugt
Opkøbet af tyske Saint Gobain Building Distribution, der i dag har skiftet navn til Stark Deutchland, har for alvor sendt toplinjen hos den danske byggecenterkæde på himmelfart.
I regnskabsåret 2019/20 blev koncernens nettoomsætning næsten fordoblet og landede således på 30,5 mia. kr. sammenlignet med 17,2 mia. året forinden, mens det justerede driftsresultat (EBITDA) blev øget med 56 pct. til 1,4 mia. kr.
– Jeg er ganske imponeret over, hvad vores kolleger i hele organisationen har leveret i et regnskabsår, som var alt andet end almindeligt. Flere store opkøb og oven i det covid-19 pandemien gav nye muligheder, men også udfordringer, lyder det fra Sisse Fjelsted Rasmussen, finansdirektør i Stark Group.
Endnu et nyk på marginerne
Hun understreger, at alle gruppens fem forretningsenheder har leveret flotte resultater i årets løb, og at koncernens justerede EBITDA-margin i Norden endnu engang har fået et nyk op fra 5,1 til 5,7 pct. Ifølge Sisse Fjelsted Rasmussen er det resultatet af en vellykket strategi om at satse på de små og mellemstore spillere i håndværksbranchen.
– Den stærke vækst og forbedrede marginer, som vi har leveret i den nordiske region de seneste år, er resultatet af styrken i vores strategi og forretningsmodel. Vi har valgt at fokusere på små- og mellemstore håndværkervirksomheder, som arbejder med renovering og vedligehold, hvor vores rolle i værdikæden har stor betydning for både kunder og leverandører. Den strategi giver os højere marginer og en vis beskyttelse mod makroøkonomiske udsving, udtaler Sisse Fjelsted Rasmussen.
Tysk markedsleder med under 10 procent
Stark driver i dag 422 byggecentre på seks markeder, og med sidste års opkøb af Saint Gobain Building Distribution Deutschland GmbH til 2,5 mia. kr. blev kæden den næststørste forhandler af byggematerialer i Europa. Opkøbet har også sikret Stark en plads som et af de 25 største danske selskaber målt på omsætning, men det betyder ikke, at der er planer om at hvile på de tyske laurbær lige med det første.
– Næste skridt er yderligere at udbrede vores velafprøvede nordiske strategi i Tyskland for fortsat at forbedre resultaterne, og vi ser et stort potentiale for at skabe mere værdi og indgå i flere synergiskabende opkøb i Nordeuropa, siger Sisse Fjelsted Rasmussen, der over for Børsen peger på, at det tyske marked endnu rummer mange gode muligheder for yderligere konsolidering.
– Tyskland er stadig et meget fragmenteret marked. Vi har kun en markedsandel på 6-8 pct., men vi er stadig den største spiller. Det indikerer, at der er rigtig mange små virksomheder, som der er gode muligheder for at købe op, siger finansdirektøren til avisen.