Velux-topchef om spionage: Han stjal det mest fortrolige
En tidligere chef i Velux stjal og forsøgte at sælge oplysninger, som må anses for at være nogle af de mest fortrolige i en virksomhed.
Og derfor er Velux Gruppens topchef, David Briggs, også tilfreds med, at den tidligere chef tirsdag blev dømt for at have spioneret mod Velux og fik en straf på to års fængsel.
- Han stjal, hvad der helt sikkert må anses for at være de mest fortrolige dokumenter i enhver forretning - med vores planer og vigtigste møder, siger David Briggs.
I retten har Velux oplyst, at Velux' tab ville udgøre mindst fem milliarder kroner, hvis samtlige oplysninger kom i hænderne på en konkurrent. Sagen mod den tidligere har chef har dog ikke fået Velux til at ændre praksis.
- Det er noget, som vi har overvejet, men vi mener grundlæggende, at et succesfuldt firma er bygget på tillid, siger David Briggs.
Den tidligere chef i Velux er dømt for at forsøge at sælge hemmeligheder om Velux til rivalen Fakro. Begge firmaer er blandt de førende på markedet for ovenlysvinduer.
Det gjorde han sammen med en tysk mellemmand, mener retten. Men sagen mod mellemmanden har retten afvist at dømme i. Det skyldes, at domstolen ikke kan dømme ham, fordi han er tysk statsborger, og hans handlinger foregik i Tyskland.
Sagen har blandt andet handlet om et møde på Hotel Rio i Karlsruhe i Tyskland 31. marts 2016. Her mødtes den tiltalte mellemmand med et bestyrelsesmedlem i Fakro, og en polsk kvinde var også med som tolk. Desuden var en stak dokumenter om Velux.
Bestyrelsesmedlemmet fra Fakro har fortalt, at han ikke på forhånd vidste, at det handlede om Velux, og at han ikke var interesseret i papirer om Velux.
I april 2016 var et andet møde i Polen mellem Fakros bestyrelsesformand, Ryszard Florek, og den polske kvinde. Han har i retten afvist at have fået tilbud om at købe dokumenter. Han har fortalt, at han var i kontakt med den tiltalte erhvervsmand angående oplysninger om den EU-konkurrencesag, som Fakro på det tidspunkt havde mod Velux.
Florek mødtes derfor på en restaurant i Krakow med den polske kvinde. Ifølge ham fortalte kvinden, at en ansat i Velux havde oplysninger vedrørende "lovstridige handlinger begået af Velux".
- Det er enhver borgers pligt at gøre noget, hvis man hører om nogen, som bryder loven, sagde Florek i retten.
Sagen kom frem i lyset, da den polske kvinde gik til Velux.
David Briggs forstår ikke, at Fakro mødtes med mellemmanden.
- Jeg er overrasket over sådan en opførsel, siger han.
De to tiltalte er fortsat beskyttet af et navneforbud, der forhindrer pressen i nærmere at beskrive de to og chefens stilling i Velux.
/ritzau/