23948sdkhjf

Vinduesproducent finder nye talenter gennem rekrutteringssamarbejde

27-årige Anders Mikkelsenen er netop tiltrådt en stilling hos Outline Vinduer i Farsø som direktionsassistent. Men det var langt fra en almindelig rekrutteringsproces, der førte ham til jobbet.

– Rekrutteringen af nye medarbejdere er altafgørende for, at man har en god, effektiv og lønsom virksomhed, og al erfaring viser, at det ikke er her, man skal spare på ressourcerne. Derfor besluttede vi også ret hurtigt, at vi ikke kunne nøjes med det klassiske jobopslag til virksomhedens næste trainee, som har til formål at assistere mig, forklarer direktør i Outline Vinduer, Jens Sørensen.

I stedet kontaktede Outline Vinduer derfor Akademikernes A-kasse for at høre, om de kunne hjælpe med at matche nogle af deres dygtige, ledige kandidater til virksomheden. Det resulterede i et Talent Attraction-arrangement hos Outline, hvor virksomhed og kandidater kunne se hinanden an:

– Konkret hjalp vi Outline med at finde godt ti mulige matches til den profil, de søgte, og inviterede dem til et aftenarrangement hos Outline. Her fik kandidaterne til opgave at løse en businesscase, som Outline havde udarbejdet, der efterfølgende skulle fremlægges i grupper. På den måde kunne kandidaterne få mulighed for at profilere deres kompetencer på en anden måde end den skriftlige jobansøgning, som ikke nødvendigvis er et billede af, hvor god man faktisk er til at løse en opgave, fortæller Jakob Lützen, business relation manager ved Akademikernes A-kasse.

Fandt to nye profiler

En af de personer, der deltog i arrangementet, var den 27-årige jobsøgende produktionsingeniør Anders Mikkelsen, som A-kassen havde vurderet til at være et muligt match. Han så i høj grad fordelene ved rekrutteringsprocessen frem for den mere traditionelle proces med den mundtlige jobsamtale.

– Ved en jobsamtale har man begrænset tid til at fremhæve ens faglige og sociale kompetencer – samtidig med, at der er nerver på. Her kan et Talent Attraction-arrangement noget helt andet i og med, at det foregår i så mange timer og under lidt mere uformelle forhold, forklarer Anders Mikkelsen og fortsætter:

– Jeg fik således mulighed for sammen med andre ledige kandidater at vise meget mere af mig selv, mens Outline også kunne få et meget bedre indtryk af, hvem vi er, og hvad vi kan. Og det styrkede uden tvivl mine chancer for en ansættelse, da jeg er stærkere, når det handler om konkrete cases, der skal løses, end selve den mundtlige jobsamtale, hvor nervøsiteten godt kan tage over. Det var jeg slet ikke præget af på samme måde i Talent Attraction-forummet.

Efter dagen fulgte Outline op med jobsamtaler – både med kandidater fra arrangementet og øvrige ansøgere – og det resulterede i, at Anders fik jobbet og netop er startet i stillingen. Men han var ikke den eneste fra forløbet, der endte med at få tilbudt en stilling.

– A-kassen har virkelig ramt plet med de ledige kandidater, og vi havde derfor også flere profiler fra arrangementet i spil, da vi gik i gang med de klassiske jobsamtaler efterfølgende. Her var tre af de i alt fire, der var til samtale, deltagere fra arrangementet. Faktisk var vi så imponerede, at vi ikke alene har valgt at tilbyde Anders jobbet, men også har tilbudt en anden stilling til en af de øvrige kandidater. Samarbejdet med A-kassen har således været en kæmpe succes, som hjalp os med at få etableret de helt rigtige kontakter. Det er derfor heller ikke sidste gang, vi gør brug af det, slutter fra Jens Sørensen. 

Foruden Anders Mikkelsen er 35-årige Aurora Petersen netop blevet ansat i logistik og planlægning og skal således arbejde med blandt andet normtider, indkøb og leverandøraftaler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078