Rockpanel opnår internationalt miljømærke
Med placering i de to højeste klasser; A og A+, er Rockpanel facadebeklædning nu officielt blåstemplet som et godt valg til bæredygtigt byggeri.
Der er tale om deklarationen EPD (Environmental Product Declaration), der tildeles på baggrund af uvildige vurderinger i forskellige konstruktioner.
I alle tilfælde placerer Rockpanel beklædningen sig i de to højeste kategorier. A+ blev givet for beklædning på træ- og betonskelet og A for beklædning på aluminiumsunderlag.
- Miljødeklarationens fine resultat betyder, at bygningsdesignere har fået sikkerhed for, at de trygt kan vælge Rockpanel plader til byggerier, hvor der stilles miljøkrav eller ønskes en certificering fx efter BREEAM, oplyser Rockpanel, der er en specialiseret forretningsenhed i Rockwool-koncernen.
Fakta
Miljødeklarationen af Rockpanel-pladerne er udarbejdet af BRE Global, der er en del af British Building Research Establishment (BRE) – et britisk forsknings- og certificeringscenter, som er anerkendt verden over for sin uafhængige ekspertise.
Deklarationen baserer sig på livscyklusanalyser fra vugge til grav, der inddrager en række forskellige aspekter bl.a. råmaterialer, produktionsproces, byggeri og anvendelse samt genanvendelse. Livscyklusanalyserne er funderet på ISO-standarder.
Rockpanel er et plademateriale baseret på natursten af typen basalt. Materialet er uorganisk, brandsikkert og har en let vægt, hvilket gør det nemt at håndtere på byggepladsen. Rockpanel pladerne har en levetid på mindst 60 år, hvilket også er certificeret af uafhængige kilder.