Atkins skal renovere lokalbane i Oslo
Danske baneingeniører fra Atkins Danmark skal være med til at modernisere lokalbanen i Oslo.
Projektet er tredje fase i opgraderingen af Lambertseterbanen over en strækning på 1.300 meter med dobbeltspor og omfatter opgradering af stationerne Brattlikollen og Karlsrud, nye strømskinner i aluminium, broistandsættelse og etablering af overkørsel. Arbejdet skal føre til øget sikkerhed, bedre funktionalitet og højere komfort.
Designfasen løber over 5‐6 måneder. Selve renoverings‐ og nybygningsarbejderne er planlagt til at foregå hen over sommeren med afslutning i efteråret 2012.
Kontrakten med KTP indeholder opgaver inden for en bred vifte af Atkins specialer; herunder spor, signaler og kørestrøm til broer, samt arkitektur. Kontrakten er indgået med Atkins i Norge, men arbejdet vil blive udført af Atkins selskaber i både Danmark, Norge og Sverige.
- Atkins har et stærkt team af rådgivere inden for baneområdet, og vi er involveret i de fleste centrale baneprojekter i Skandinavien, siger Eva C. Rindom, markedsdirektør for baneområdet i Atkins Danmark.
De sidste par år har Atkins således gennemført flere mindre projekter med fokus på strategisk rådgivning og fremtidige muligheder for Oslo T‐bane. De nye projekter repræsenterer de første store projekteringskontrakter, som Atkins har vundet for KTP.
Atkins er desuden involveret i en lang række jernbaneprojekter i Norge, herunder flere letbaneprojekter som eksempelvis Stavanger letbane og Bergen letbane.
Fakta om Oslo T‐bane
Oslo T‐bane (Oslo Tunnelbane) er Oslos udgave af en metro. Netværket består af seks linjer, der alle løber gennem byens centrum og har en samlet længde på 84,2 km. T‐banen har et dagligt passagertal på over 268.000 og 105 stationer, hvoraf 16 er underjordiske eller indendørs. Ud over at betjene alle 15 bydele i Oslo, er der to linjer til Bærum.
Den første T‐banelinje i Oslo var Holmenkollen linje, som blev åbnet i 1898, som blev efterfulgt af Røa linje i 1912. Alle togene drives med MX3000 materiel, som i perioden 2006 og 2010 afløste det ældre T1000 materiel.